Droner vil forandre byggeriet
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Automatisering er på vej over alt - også inden for byggeriet. Det er meldingen fra AU Engineering, Aarhus Universitet, hvor et nyt udviklingsprojekt, der skal kortlægge dronebrug i byggeriet, er skudt i gang.
Flyvende droner med kameraer og værktøjer, der skal erstatte farligt stilladsarbejde og minimere ulykker på byggepladser landet over. Lyder det futuristisk? Måske, men ikke desto mindre bliver det fremtiden for byggebranchen.
Sådan lyder det fra udviklingschef inden for byggeteknik og bygningsdesign på Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet, Kasper Lynge. Han mener, vi indenfor relativt kort tid kommer til at se langt flere opgaver blive løst af droner.
Kasper Lynge er projektleder af et nyt InnoBYG (Innovationsnetværket for bæredygtigt byggeri) udviklingsprojekt, der er ved at kortlægge dronebrug- og muligheder i byggeriet. Og ifølge ham bliver droner hverdag på alle større byggepladser i Danmark.
- Dronerne er blevet virkeligt billige. Det er muligt selv at bygge en drone med til omkring 5-10.000 kroner. Selv om de bruges mest til at tage billeder af forskellig karakter lige nu, så vil man snart se dem med en eller anden form for værktøj på. Det kan være værktøj, der hjælper med byggeriet, men det kan også være værktøj, der kan hjælpe med at løfte byggekomponenter fra pladsen og op i byggeriet, siger Kasper Lynge.
I dag bruges droner i byggeriet mest til at dokumentere og registrere. Flere større entreprenører bruger også droner til at holde styr på byggepladser. Ved at tage billeder af pladsen kan man hurtigt få et overblik over, hvor ting ligger, hvor langt man er, og man kan komme leverancer i forkøbet og sørge for, at der er plads til eksempelvis nye leverancer af materialer.
En af dem, der arbejder med bogstaveligt talt at give det store overblik over byggepladser, er Jesper Matthiesen fra Pigeon Air Photo. Han kan blandt andet lave oversigtsbilleder af byggepladser, ligesom han kan lave 3D-modeller af pladser og anlæg. Her er holdningen også, at dronerne har en stor fremtid i vente.
- Før i tiden var det at være droneoperatør meget centreret omkring at bygge droner og mindre om rent faktisk at flyve med dronerne, men nu til dags kan dronerne købes for relativt små beløb, og de er blevet meget bedre, siger Jesper Matthiesen.
Skruemaskinen har ikke gjort folk arbejdsløse
De droner, som Jesper Matthiesen i dag bruger til at lave pladsoverflyvninger, termografiske eftersyn og andre opgaver, der før krævede manuelt arbejde, er semiautomatiserede. Han kan programmere dem til at flyve en runde over eksempelvis en byggeplads og tage de rigtige billeder, men han skal stadigvæk selv ud og sætte dronen op og bede den om at løse en konkret opgave.
Automatiseringen er dog på vej, mener Kasper Lynge. Blandt andet Elon Musk, manden bag Tesla, har sagt, at robotter kommer til at tage arbejdet ud af hånden på mennesket, men som sådan mener hverken Kasper Lynge eller Jesper Matthiesen, at dronerne står til at erstatte håndværkerne.
- Jeg tror, det bliver et konkurrenceparameter for virksomhederne. Der skal stadigvæk en operatør til at styre dronen, og det kostede jo ikke arbejdspladser i byggeriet, at skruemaskinen kom og gjorde det hele hurtigere og mere effektivt. Til gengæld tror jeg, at dronerne kommer til at skabe nye arbejdspladser, fordi de kommer til at kunne løse opgaver, der har været umulige indtil videre, siger Jesper Matthiesen.
- Hvis dronerne kommer til at kunne løfte materialer eller til at montere for eksempel facadebeklædning, så kan det være, at stillads- og liftfolk kunne være truede, men jeg tror, de vil tage det til sig som en af de ydelser, de kan tilbyde, siger Kasper Lynge.