EnergyLab Nordhavn vinder Energi- og miljøprisen 2018
Erhverv | Af Anders Melchiorsen |
Blandt tre nominere løb EnergiLab Nordhavn med Energi- og miljøprisen 2018. Virksomhedens fokus på intelligent energiudnyttelse overbeviste dommerne.
EnergyLab Nordhavn modtog Energi- og miljøprisen på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Energiforum 2018. Op til prisoverrækkelsen skulle dommerkomiteen fra Energiforum Danmarks bestyrelse vælge blandt årets tre nominerede til Energi- og miljøprisen 2018. Valget stod mellem, om man skulle man belønne Bygningsstyrelsens energistyringsprojekt, der sætter fokus på datakvalitet og dataejerskab til glæde for store bygningsejere i hele landet, Coops satsning på energieffektivisering, der gennem klassiske dyder som styring, optimering og medarbejderinddragelse opnår store besparelser, eller EnergyLab Nordhavn, et storbylaboratorium, der demonstrerer og tester fremtidens tværgående løsninger inden for bæredygtige energi systemer?
Ingen tvivl
Det blev EnergiLab Nordhavn, der løb med prisen foran konkurrenterne, og om valget siger Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen:
En stor andel af vedvarende energi i vores energisystem kræver, at vi sammen udtænker helt nye løsninger hvor teknologi, data og systemer spiller sammen på tværs af sektorer og organisationer.
Christoffer Greisen, projektleder EnergyLab Nordhavn
- EnergyLab Nordhavn nedbryder energibranchens traditionelle silotænkning og ser forsyning, forbrug, bygninger og by i ét samlet hele. Det skaber rum for intelligent energiudnyttelse og taler direkte ind i det, vi mener er fremtidens løsning, og fortsætter:
- Selvom vedvarende energi er blevet billigere, giver det stadig mening at udnytte energien intelligent og effektivt. Energieffektivisering og forsyningsteknologier, skal ses i sammenhæng og ikke som modsætninger og EnergyLab Nordhavn viser, hvordan man kan gøre det intelligent. Man kan sige, at EnergyLab Nordhavn rammer plet ved at satse bredt, og derfor får de Energi- og miljøprisen 2018, siger Lars Thygesen.
Glad for anerkendelse
Hos EnergyLab Nordhavn er projektleder Christoffer Greisen glad for anerkendelsen.
- En stor andel af vedvarende energi i vores energisystem kræver, at vi sammen udtænker helt nye løsninger hvor teknologi, data og systemer spiller sammen på tværs af sektorer og organisationer. Disse nye løsninger, med alt hvad det indebærer, afprøver vi i EnergyLab Nordhavn i et tæt samarbejde. Her mødes vi fra energiselskaber, industri, myndigheder og universitet, og demonstrerer i praksis disse løsninger, og viser hvordan de bidrager til opretholdelsen af den høje forsyningssikkerhed - også i fremtidens energisystem. Det er derfor med stolthed, at vi modtager Energi- og miljøprisen 2018, siger Christoffer Greisen.
Aktiv medspiller
EnergyLab Nordhavns mange aktiviteter tæller for eksempel forsøg med varmelagring i fjernvarmenettet, men også brug af bygningsautomation som aktivt link mellem bygning og forsyning.
- Boligen er ved at undergå samme udvikling, som vi har set med telefonen. Den bliver i stigende grad digital, koblet til internettet ved hjælp af bygningsautomation. Dermed åbnes der for løbende at tilføje nye funktionaliteter, som øger komforten. Samtidig åbner vi op for at boligen bliver en aktiv medspiller i vores energisystem, der i stigende grad forudsætter mere fleksibilitet i energiforbruget, siger en af projektpartnerne, Allan Andreasen forretningsdirektør i ABB's Electrification Products' division.
Denne tankegang inspirerer til at bruge bygningerne mere aktivt i den grønne omstilling, så de for eksempel indgår i energisystemet som såkaldte 'prosumers', der både producerer og forbruger energi. Et perspektiv, som vejer tungt i dommerkomiteens valg af EnergyLab Nordhavn som årets prismodtager.
Ikke kun til nye smarte bydele
Sidst men ikke mindst, er der også lagt stor vægt på, at de løsninger, der i dag udvikles i Nordhavn, kan kopieres og anvendes i en lang række byer over alt i verden. Også i byer og bydele der allerede eksisterer. Løsningerne er ikke kun til topmoderne bygninger på helt nyudviklede byggegrunde. Særligt den aktive brug af bygningers varmekapacitet, men også den intelligente kobling af energidata fra boliger og erhvervsbyggeri med data fra fjernvarme og elsystemet, har, ifølge Energiforum Danmark, store perspektiver.