Rambøll-ingeniør kåret som årets unge rådgiver
Erhverv | Af Kim Krasuld |
Den 31-årige ingeniør og projektchef Thomas Kruse vinder pris.
- Thomas Kruse udmærker sig ved at være stærk på alle de områder, som kræves af en rådgivende ingeniør og projektleder. Med en udsøgt forståelse for både del og helhed i de projekter, han står i spidsen for, formår han at bevare overblik og få mange fagligheder til at spille sammen om komplicerede problemstillinger, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører).
Thomas Kruse er projektchef i den danske del af Rambølls internationale forretningsenhed for Vand, hvor han leder komplekse vand- og klimaprojekter. Det er eksempelvis klimatilpasningen af Gentofterenden nord for København, der skal beskytte de omkringliggende byområder mod skader fra oversvømmelser som følge af skybrud og løfte den rekreative værdi af området til glæde for borgerne. Projektet har mange interessenter, som kræver veludviklet gehør, rettidig og præcis kommunikation og evnen til at lytte og inddrage interessenterne.
Som projektleder er jeg dybt afhængig af at have dygtige kollegaer og fagfolk omkring mig. Jeg deler derfor prisen med mit dygtige team i Rambøll.
Ingeniør Thomas Kruse
Rambøll
Thomas Kruse bidrager i kraft af sin rolle som projektchef ikke blot til organiseringen og gennemførelsen af borgermøder og andre kommunikationsrelaterede initiativer, men leverer også en solid indsats for at sikre, at Rambølls kunde - vandselskabet Novafos og Gentofte Kommune - er klædt tilstrækkeligt på til at kunne formidle de tekniske aspekter, så de bliver gjort forståelige for de forskellige interessentgrupper.
Overblik og viden
Ifølge Novafos har Thomas Kruse gennem hele projektet udvist stor teknisk viden, store samarbejds- og kommunikationsevner og dyb forståelse for den politiske kontekst.
- Thomas Kruses store overblik og tekniske viden koblet med hans gode samarbejds- og kommunikationsevner fortjener en særlig anerkendelse, siger Arne Kristensen, chefkonsulent, Afløb & Klima hos Novafos.
- Han tænker hele tiden et eller flere skridt forud og ser hele konteksten fra både kundens, borgernes, kommunens og øvrige interessenters vinkel. Han har også, til trods for sin unge alder, en imponerende veludviklet sans og forståelse for den politiske kontekst, han arbejder inden for - ikke kun lokalpolitisk, men også organisationspolitisk, siger Arne Kristensen.
Stærkt hold bag
- Jeg er utrolig glad og beæret over at blive kåret som årets unge rådgiver af FRI, siger Thomas Kruse.
- Som projektleder er jeg dybt afhængig af at have dygtige kollegaer og fagfolk omkring mig. Jeg deler derfor prisen med mit dygtige team i Rambøll for deres store indsats, specialviden og det gode samarbejde, vi har på projekterne, siger han.
Kåringen kvalificerer Thomas Kruse til konkurrencen om at blive årets unge rådgiver i Europa, der afholdes af European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA).
Ud over Thomas Kruse var der følgende fire finalister i konkurrencen Årets Unge FRI Rådgiver 2018: Ammar Al-Temimi, AB CLAUSEN, Asbjørn Wejdling, Cowi, Morten Kirban Rix, Rambøll og Steven Schmidt, NIRAS.
Det er 10. gang, at FRI kårer årets unge FRI Rådgiver. Det er femte gang, at vinderen af konkurrencen er fra Rambøll.