C.F. Møller skal tegne islandsk bank
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Det danske arkitektfirma har sammen med en islandsk kollega vundet konkurrencen om ny bygning til Islands største bank.
Landsbankinn er Islands største bank og blandt landets førende finansielle institutioner. De har netop offentliggjort, at C.F. Møller Architects og Arkthing vinder den inviterede konkurrence om at tegne deres nye hus i Reykjavik.
- Huset, designet af C.F. Møller Architects og Arkthing, er smukt og i harmoni med omgivelserne. Vi mener, det vil passe perfekt ind i byens udtryk og blive værdiskabende for Landsbankinn. Forslaget passer godt til bankens virke og er på linje med de retningslinjer, der er blevet udstukket tidligere i processen. Vi ser frem til at samarbejde med Arkthing og C.F. Møller Architects om bygningens endelige design, siger Helga Björk Eiríksdóttir, bestyrelsesforkvinde hos Landsbankinn.
Visionen med huset er at understøtte Landsbankinns værdier og idealer om at være i tæt samspil med omverdenen. Det løser vi ved at skabe et stedsspecifikt, vedkommende, oplevelsesrigt, fleksibelt og effektivt byggeri, der bliver et 'hverdagslandmark' for Reykjavik som byens bank - byens hus.
Partner og arkitekt Klaus Toustrup
C.F. Møller Architects
360 graders tilpasning
Bygningen er tænkt som et hus til hele byen. Det er tilpasset til Reykjaviks historiske bystruktur og øvrige omgivelser således, at bankens kontorer og arealer til udlejning placeres i fire sammensatte huse.
De kan indvendigt fungere som én rationel bygning, der er tilpasset grunden og orienteret efter vigtige views mod havet, koncerthuset Harpa og parken Arnarhóll, som er et markant samlingssted i Reykjavik. De to højeste bygninger har indendørs atrier, der sikrer behageligt dagslys langt ind i strukturen, hvor de to laveste har adgang til udendørs lysgårde.
- Visionen med huset er at understøtte Landsbankinns værdier og idealer om at være i tæt samspil med omverdenen. Det løser vi ved at skabe et stedsspecifikt, vedkommende, oplevelsesrigt, fleksibelt og effektivt byggeri, der bliver et 'hverdagslandmark' for Reykjavik som byens bank - byens hus, siger Klaus Toustrup, CEO, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Holdbare og autentiske materialer
Facaden er tænkt i primært to materialer; glas og basalt. Indenfor finder man også elementer fra den islandske natur. I foyeren formes ovenlyset af basaltstenens strukturer og i atrierne udformes dækforkanternes horisontale bånd i in-situ-beton med klippen som inspiration. Dette rå miljø kontrasteres af varme træelementer og lyse, behagelige materialer i det dynamiske arbejdsmiljø.
- Målet er at designe en bygning med et unikt og arkitektonisk stærkt indre og ydre udryk. Samtidig lægges der vægt på ?budgetary control?, og vi ser ikke kvalitet og fornuftige byggeomkostninger som en modsætning, siger Helgi Mar Hallgrimsson, partner og arkitekt hos Arkthing.