Bygger første nye lejeboliger i næsten 20 år
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Tilflyttere, seniorer og nye krav til boligerne er baggrunden for byggeri på Mors, der netop er skudt i gang.
Nykøbing Mors Andelsboligforening bygger nye boliger for første gang i næsten 20 år. Tilflyttere, seniorer og nye krav til boligerne, er baggrunden for det netop igangsatte byggeri.
- Vi mærker, at flere og flere gerne vil bo i en lejebolig på Mors. Det gælder både tilflyttere til øen, men også seniorer, der gerne vil af med deres ejendom og bo i noget mere tidssvarende, fortæller Henrik-Rene Christensen, der er formand Nykøbing Mors Andelsboligforening.
Her har man løbende været i dialog med Morsø Kommune for at få afdækket, hvilke type boliger, der er behov for.
- Ønsket var boliger, der matcher den tidsånd og de krav, der findes hos de tilflyttere, der kommer til Mors fra de større byer, slår Henrik-Rene Christensen fast.
Boliger med fjordudsigt
Resultatet er blevet et projekt med foreløbigt ni nye lejeboliger placeret i Dueholm Klosterpark i det centrale Nykøbing Mors - alle med udsigt ud over Limfjorden.
Boligerne er fordelt på seks 114 kvadratmeters boliger med fire værelser samt carport - og tre 99 kvadratmeters boliger med tre værelser - uden carport.
Morsø Kommune har en af landets laveste arbejdsløshedsprocenter og kulturliv med blandt andet Kulturmødet, der hvert år trækker flere end 20.000 mennesker til øen - cirka det samme som bor på Mors.
Dette er blandt andet med til at øge interessen for at bo på Mors.
Det nye byggeri koster omkring 19 millioner kroner, og det er lokale håndværkere, der skal stå for opførelsen af boligerne, der ventes at stå færdige til november.