Heimstaden køber 105 boliger i Valby
Erhverv | Af Torben Jastram |
Det svenske ejendomsselskab er på kort tid blevet en af de store aktører på det danske lejeboligmarked.
For tredje gang siden nytår har Heimstaden investeret i danske boligprojekter - samlet for 2,4 milliarder kroner alene i 2018.
Denne gang drejer det sig om det nyopførte 'Valsehuset' i Valby, hvor de 105 boliger er solgt for 340 millioner kroner.
Valsehuset er beliggende i Valby Maskinfabrik-området og er købt hos Keystone Investment Management A/S. Det samlede areal er ca. 9.500 kvadratmeter
Heimstaden har et særdeles godt øje til Valby. Tidligere på måneden fortalte Dagens Byggeri om Heimstadens køb af to ejendomme i det nærliggende Grønttorvet, lige som ejendomsselskabet i januar købte Kløverbladsparken i samme bydel.
- Valby er et af Københavns mest ekspansive distrikter. I de senere år har vi formået at købe en masse fast ejendom i området, hvilket giver os administrative fordele. Ejendommen er bygget i høj kvalitet tæt på kommunikation, skoler, indkøb og caféer og passer godt ind i vores portefølje, siger Magnus Nordholm, VD Heimstaden.