Holbæk Sportsby satser på naturlig ventilation
Byggeri | Af Kim Krasuld |
Holbæk Kommunes nye sportsby har høje ambitioner for de sportshungrendes velvære.
Holbæk Sportsby er Holbæk Kommunes nye store svømme-, idræts- og sundhedscenter. Sportsbyen skal rumme en række nuværende ældre faciliteter i Holbæk, samtidig med at kapaciteten udvides, så der bliver endnu flere og bedre muligheder til sportsentusiaster og idrætsudøvere. Der er ligeledes gjort en indsats for at skabe optimale indendørs forhold med frisk luft til brugerne via automatisk naturlig ventilation.
Med ombygningen, der forventes færdig i 2018, kommer det multifunktionelle byggeri og dertilhørende 42 hektar store udendørsareal til at give plads til både et sundhedscenter og forskellige sportsgrene og aktiviteter - fra ketchersport og boldspil over svømning og løb til parkour, ridning og BMX.
Herudover er sportsbyen indrettet til, at der kan holdes større kulturelle og erhvervsmæssige arrangementer, som eksempelvis koncerter, konferencer og større sportsbegivenheder.
Data styrer ventilationen
I flere af byggeriets områder har man valgt at installere et intelligent naturligt ventilationssystem i stedet for et mere energitungt og pladskrævende mekanisk ventilationsaggregat. Intelligensen opnås gennem styresystemet NV Advance fra WindowMaster, som er i stand til at kontrollere indeklimaet via automatisk opluk af loftsvinduer og facadevinduer på baggrund af datainput om for eksempel vindforhold, temperatur inde og ude samt indendørs CO2 niveau.
Den automatiske naturlige ventilation benyttes i den store multihal med plads til 2400 personer og en loftshøjde på 12 meter, på de indendørs tennisbaner og badmintonbaner, i foyeren samt i opholdsområderne. De ventilerede bygninger er inddelt i 12 zoner for optimal indstilling af systemet, og 88 vinduesmotorer sørger for de nødvendige opluk på de rigtige tidspunkter. Der er ligeledes installeret otte røgpaneler, som også gør brug af de styrede vinduer, til røgudluft i tilfælde af brand.