Danske Byggecentre går i kamp mod kemi efter kritik
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
De danske byggecentre kom i pressens søgelys i januar 2017, efter at Forbrugerrådet Tænk Kemi i en undersøgelse konstaterede, at de ikke altid overholdt deres informationspligt i henhold til EU's kemikalieregulering.
Brancheforeningen Danske Byggecentre har valgt at gå foran og hjælpe med udviklingen af værktøjer til at identificere særlig problematiske stoffer i varer. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Det blev klart, at der var brug for et generelt kompetenceløft i mange brancher, efter at Forbrugerrådet Tænk Kemi viste, at det ikke var alle medarbejdere, der var klar over reglerne i EU's kemikalieregulering.
Derfor indgik Brancheforeningen Danske Byggecentre et Partnerskab med Dansk Erhverv, Dansk Industri og Miljøstyrelsen med det formål at udbrede kendskabet hos byggecentrene og blandt deres leverandører til pligten om at videregive information om særligt problematiske stoffer i artikler i henhold til REACH artikel 33.
I løbet af 2017 har Danske Byggecentre sammen med Partnerskabet arbejdet aktivt på at udvikle brugbare værktøjer, der gør det nemmere at overholde REACH artikel 33. Det har været vigtigt, at værktøjerne både kan bruges af byggecentrene, og at de med fordel også kan videreføres til andre brancher, som står med de samme udfordringer som byggecentrene.
- Det er selvfølgelig aldrig sjovt at få at vide, at ens branche har udfordringer med at overholde gældende regler, men så er det til gengæld utroligt positivt, at alle har været klar til at tage arbejdshandskerne på og gøre noget aktivt for at overholde reglerne i fremtiden, udtaler Palle Thomsen, administrerende direktør i Danske Byggecentre.
For mange virksomheder giver reglerne en række udfordringer. Det kan være svært at gennemskue, hvilke varer reglerne gælder for, hvordan man indsamler oplysninger fra sine leverandører, og ikke mindst hvordan man bærer sig ad med at kontrollere oplysningerne.
Partnerskabet har nu udgivet en ny vejledning, der giver et overblik over reglerne og gode råd til, hvordan man som forhandler kan finde ud af, om ens varer indeholder kandidatlistestoffer.