Den bæredygtige dagsorden vil fylde endnu mere
Erhverv | Af Torben Jastram |
Dagens Byggeri har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for byggebranchen. I dag svarer administrerende direktør Mette Qvist, Green Building Council Denmark.
Hvordan er dit overordnede billede af byggebranchen gennem 2017?
Vi oplever en branche, der generelt set har fået mere fokus på, at den bærer et væsentligt ansvar i forhold til den grønne omstilling af vores samfund.
Samtidig har der været gang i en heftig byggeaktivitet, som især gælder etageejendomme og rækkehuse. Dette har afstedkommet, at flere bygherrer - som for eksempel det almene, pensionskasser og ejendomsfonde - har valgt at DGNB certificere deres bygninger, hvor de bæredygtige tiltag bliver dokumenteret og medfører en større transparens til eftertiden. Vi har også set, at flere aktører har taget FN's 17 verdensmål til sig som strategisk retningslinje for netop deres aktiviteter. Det gælder såvel materialeproducenter som de udførende.
Var der enkeltstående begivenheder, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?
Som opfølgning på 'EU action plan for the Circular Economy' fra 2016 nedsatte regeringen ultimo 2016 et Advisory Board for cirkulær økonomi, som lancerede deres anbefalinger i juni 2017.
Det taler særdeles godt ind i den bæredygtige dagsorden, og viser også, at det politiske niveau har fokus på, at forandringen skal ske i det konkrete. Hos Green Building Council Denmark lancerede vi et nyt initiativ - DGNB Diamant, som understreger vores opfattelse, at bæredygtigt byggeri og god arkitektur er hinandens forudsætninger. Der har været fin tilslutning i pilotfasen, og vi ser frem til, at paradigmet i sin endelige form bliver anvendt på mange flere byggerier.
Hvilke forventninger har du til branchen i 2018 og årene fremover?
Bredt i branchen vil der komme et behov for mere viden om bæredygtigt byggeri. Det gælder på det specifikke niveau og ligeledes også mere generelt i forhold til at få bæredygtighed med i byggeprocessen fra starten. Til det formål ser vi frem til lanceringen af tillægget til ydelsesbeskrivelsen om bæredygtighedsledelse fra Danske Arkitektvirksomheder og FRI primo 2018.
Der er endvidere nye grupper af interessenter som f.ex ejendomsmæglere og underentreprenører, som ønsker mere viden. Det er vigtigt at få flere med for, at øge bevægelsen mellem udbud og efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri. Det vil forhåbentlig også sætte skub i incitamentsstrukturen, som ellers har fastlåst et uforløst bæredygtighedspotentiale i den eksisterende bygningsmasse.