SG Totalentreprises årsresultat slår alle forventninger
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Skou Gruppens nye datterselskab, SG Totalenterprise, har efter blot otte måneders virke som totalentreprenør opnået et resultat fem gange større, end de forventede, da firmaet begyndte i februar 2017.
Når SG Totalenterprise offentliggør virksomhedens første årsregnskab for deres første leveår, bliver det med en omsætning på 15,7 millioner kroner. Det er fem gange mere end de havde forventet, skriver SG Enterprise i en pressemeddelelse.
SG Totalentreprise blev sat i verden med et fokus på at løfte barmarks-projekter. Det fokus viser sig givtigt i regnskabet. Virksomheden har ligesom resten af byggebranchen været begunstiget af gode konjunkturer og stor aktivitet inden for nybyggeri.
- Vi har haft succes med at optimere byggeprojekterne ved at foreslå bygherrer og rådgivere, hvordan projekterne kunne gribes anderledes an, og hvordan byggeleverancer kunne optimeres til gavn for økonomi, kvalitet og tidsramme i det enkelte projekt, forklarer SG Totalentreprises direktør, Robert Mayer.
Økonomisk solid entreprenør på et risikofyldt marked
SG Totalentreprise er datterselskab til entreprenørvirksomheden Skou Gruppen A/S, som også er datterselskabets hovedaktionær. Ejerkredsen består desuden af Robert Mayer, Martin Skou Heidemann og Jesper Egund, hvor de to sidstnævnte er henholdsvis adm. direktør og teknisk direktør i Skou Gruppen.
- I ejerkredsen har vi haft fokus på at få en stille og rolig start for at sikre tid til en stram styring af vores byggerier. Det er nemlig afgørende for indtjeningen, som skal gøre SG Totalentreprise økonomisk solid. Den plan er lykkedes, og det er samme plan, vi kører efter i det nye regnskabsår, siger Robert Mayer.
Det er hans klare forventning, at SG Totalentreprise i sit andet regnskabsår vil opnå en egenkapital på mellem 8 til 10 millioner kroner og tilpas tunge referencer til, at virksomheden kan blive prækvalificeret, når offentlige barmarks-projekter kommer i udbud.
- Udsigterne er, at markedet for barmarks-projekter fortsætter det høje aktivitetsniveau. Samtidig vil vi bevare vores fokus på optimering af byggeprojekter og leverancer, stram byggestyring, indtjening og ikke tage risikofyldte beslutninger, siger Robert Mayer.
SG Totalentreprises ordrebeholdning for regnskabsåret 2017/18 underbygger de høje forventninger til de kommende års regnskabsresultater. Ordrebeholdningen er i skrivende stund på ca. 40 millioner kroner, og virksomheden forventer at omsætte for 50 til 60 millioner kroner i regnskabsåret 1. oktober 2017 til 30. september 2018.