Legendarisk badehotel rejser sig af asken
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Svinkløv Badehotel, der i 2016 brændte ned foran tændte TV-kameraer, genopstår nu som Danmarks største, miljørigtige træhus.
Svinkløv Badehotel genopstår nu. Praksis Arkitekter har tegnet det nye badehotel, der som det gamle skal bygges af træ og forventes at kunne stå i minidst 250 år.
- Det nye hotel vil blive opført med stor respekt for det gamle. Alligevel vil det være anderledes. Det er stadig det lange gamle træhus med de store vinduer med åben udsigt til havet på den ene side og klitterne på den anden. Indvendigt er der tilstræbt at genskabe den unikke stemning, skriver Praksis i en pressemeddelelse.
Hotellet skal fungeret som udgangspunkt for unikke naturoplevelser og andre lokale tilbud, såvel for tilrejsende som fastboende. Badekulturen ved Svinkløv, Fiskerkulturen ved Han Herreds Havbåde og Thorup Strand er eksempel på steder, der holder den nordjyske kultur vedlige og samtidig fungere som formidler af en kulturhistorie og tiltrækker folk fra hele landet.
Svinkløv Badehotel sigter imod at blive Danmarks største bæredygtige træbygning ud fra nutidige konstruktionsmetoder med rødder i den danske træhustradition.
- Set i et historisk perspektiv har trækonstruktioner samlet med træsamlinger en levetid på mindst 250 år og ville med største sandsynlighed kunne holde i yderligere 100 år. Løbende og korrekt vedligeholdt, vil Svinkløv Badehotel derfor kunne stå i flere hundrede år, skriver Praksis.