Bygningsstyrelsen har valgt rådgivere for de næste to år
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Sweco, Emcon og Arkitema skal de næste to år yde bygherrerådgivning til Bygningsstyrelsen.
De sidste brikker i puslespillet er faldet på plads, og for de næste to år er det nu vedtaget, hvem der skal være bygherrerådgivere for Bygningsstyrrelsen i hele Danmark. Det skriver Bygningsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Efterfølgende har Bygningsstyrelsen mulighed for at forlænge aftalen i op til to gange et år. Rammeaftalen indeholder tre delaftaler som dækker hvert sit geografiske område.
Efter en grundig vurdering af 43 ansøgninger prækvalificerede Bygningsstyrelsen i august i år i alt 8 rådgivningsvirksomheder til at afgive tilbud på rammeaftalen. Bygningsstyrelsen har nu gennemført et udbud med forhandling, og har på den baggrund indgået følgende tre delaftaler under Bygningsstyrelsens rammeaftale om bygherrerådgivning.
I Region Hovedstaden, Grønland og Færøerne bliver Sweco Danmark A/S rådgivere med Nord Architects, V2C, P & Partners og MRM Arkitektur som underrådgivere.
På Sjælland og Fyn skal Emcon A/S stå i spidsen for rådgivningen med Norconsult, PLH Arkitekter, Spark og Børthy Schriver som underråddgivere.
Arkitema har vundet i Jylland med Sloth Møller som underrådgivere.
Ikke forpligtende aftale
Rammeaftalen omhandler bygherrerådgivning i forbindelse med Bygningsstyrelsens byggesager og anden generel bygherrerådgivning i forbindelse med Bygningsstyrelsens arbejde øvrige som offentlig ejendomsvirksomhed. Byggesagerne spænder bredt indenfor blandt andet ny- og tilbygning, modernisering, renovering og vedligehold mv. af såvel universitetsbyggeri som kontorbyggeri.
Rammeaftalen er ikke forpligtende, hvilket betyder, at Bygningsstyrelsen også kan indgå aftaler om bygherrerådgivning via anden form for konkurrenceudsættelse, såfremt det vurderes hensigtsmæssigt.
Bygningsstyrelsen har aktuelt ca. 350 store og små byggeprojekter, som typisk gennemføres med ekstern bygherrerådgivning.