Cobe vinder konkurrencen om "indgangen til EU"
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Placeret midt i den europæiske hovedstad har de danske arkitekter Cobe sammen med belgiske Brut vundet den internationale konkurrence om Place Schuman i Bruxelles.
De danske arkitekter COBE har sammen med belgiske BRUT vundet den internationale konkurrence om at designe Place Schuman i Bruxelles, Belgien. Konkurrencen blev lanceret i december 2015 af den Belgiske regering. I går bekræftede ministerpræsident Rudi Vervoort og Transportminister Pascal Smet, at en uafhængig ekspertjury med stadsarkitekt Kristiaan Borret i spidsen har udvalgt de danske arkitekter som vindere.
Fra rundkørsel til agora
I dag er Place Schuman en stærkt trafikeret rundkørsel i hjertet af Bruxelles. Omgivet af nogle af EU's institutioner, herunder Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, skal Place Schuman udgøre indgangen til EU.
I fremtiden vil rundkørslen blive omdannet til et byrum og mødested for alle EU's borgere. Projektet består af en agora, der er overdækket af et ikonisk tag, som spejler pladsen og folket under sig. Et hul i taget, formet som en tragt, indrammer de omkringliggende institutioner på pladsen. Et stort fodgængerområde forbinder Place Schuman til den nærliggende Cinquantenaire Park med hovedgaden Rue de la Loi.
- Taget spejler pladsen og folket og skaber et mødested mellem nationaliteter, kulturer, sprog og køn. Agoraen under taget opbygges af koncentriske cirkler, inspireret af Europa-Parlamentets mødesal. Cirklerne fortsætter i den omkringliggende belægning og placerer Place Schuman som centrum i det europæiske demokrati, siger Dan Stubbergaard, indehaver og kreativ direktør hos Cobe.
Han tilføjer:
- Det er en helt særlig opgave, vi her har vundet, og vi er meget stolte og beærede. Det er intet mindre end den europæiske plads i hjertet af EU, som vi nu får mellem vores hænder. Her har vi chancen for at designe og bygge et sted, som er mere inkluderende, transparent, tilgængeligt og demokratisk end nogle af de andre EU-institutioner, vi kender fra den europæiske hovedstad i dag.
Cobe går nu i gang med detaljeringen af projektet sammen med Brut. Projektet forventes at gå i jorden i starten af 2019.