BNS bygger Theodora Hus i Carlsberg Byen
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
I dag blev første spadestik taget til 58 nye boliger i Theodora Hus. Huset er beliggende i hjertet af Carlsberg Byen helt op af de kendte elefanter.
Ved Carlsberg Byens kendte elefantport, har B Nygaard Sørensen nu taget første spadestik til 58 nye lejligheder i den bygning, der skal hedde Theodora Hus. Det skriver BNS i en pressemeddelelse.
Theodora Hus er det andet projekt, som B. Nygaard Sørensen A/S bygger i Carlsberg Byen. Byggeriet er opkaldt efter den unge bryggers datter og ligger helt centralt i bydelen lige ved Elefantporten og Bryggernes Plads 100 meter fra Søndermarken. Byggeriet vil rumme 58 lejligheder - mange af dem med altan og flere med tagterrasse.
- Det, der efter min mening gør Theodora Hus til noget ganske særligt, er beliggenheden. Hele området er omgivet af smukke, fredede bygninger, som rækker tilbage til bryggertiden og giver de kommende beboere en fornemmelse af at være en del af denne historie, siger Carlsberg Byens administrerende direktør, Jens Nyhus, i pressemeddelelsen.
Carlsberg By-modellen
Med Carlsberg By-modellen inddrages entreprenøren meget tidligt i projektet og deltager i alle de forskellige projekteringsfaser for til sidst at få overdraget ansvaret for hovedprojekteringen og opførelsen af byggeriet. Det er den model, der har været benyttet på begge de byggerier, BNS er involveret i i Carlsberg Byen.
BNS har også næsten opført Christens Hus for Carlsberg Byen. Projektet er et 3500 kvadratmeter erhvervs- og detailbyggeri med 400 kvadratmeter kælder til 58 millioner kroner. Byggeriet skal afleveres inden jul og ligger ved Maskincentralen og Stjerneporten.