Arkitema Architects vinder rådgivning på Høje Taastrup rådhus
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Arkitema Architects har netop vundet udbuddet for bygherrerådgivning på det kommende rådhus i Høje Taastrup.
Høje Taastrup skal have et nyt rådhus, og kommunen er nu ved at sammensætte sit team af rådgivere. En af dem, der er blevet tilknyttet, er Arkitema Architects. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Rådhuset er en del af den ny udviklingsplan for Høje Taastrup C, og projektet strækker sig fra 2018-2021. Arkitemas opgave indeholder samtlige faser fra den indledende rådgivning til programmering, bruger- og interessentinddragelse samt gennemgående rådgivning og bygherretilsyn.
- Det er en fornøjelse at være med til at skabe forudsætningerne for et meget multifunktionelt rådhus i Høje Taastrup, og vi glæder os til at gå i gang med opgaven. Der er ambitioner om et fremtidssikret design, der på én gang skal være rammen om mødet med omverdenen og den gode arbejdsdag for de ansatte, siger Anders Lomholt, forretningsområdechef i Arkitemas bygherrerådgivningsteam i København.