Nye veje i jagten på elever
Erhverv | Af Torben Jastram |
Outline Vinduer har inviteret udvalgte repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner i Vesthimmerland kommune til dialogmøde om, hvordan interessen for erhvervsuddannelserne kan øges blandt de unge.
Outline Vinduer i Farsø har i stigende grad haft en udfordring med at tiltrække lærlinge. Derfor har virksomheden blandt andet igangsat kampagner, øget indsatsen på sociale medier og uddelt flyers for at få flere til at vælge en lærlingeuddannelse.
Men Outline er langt fra den eneste virksomhed i kommunen, der står med problemet. Tilgangen af elever på de erhvervsfaglige uddannelser er fortsat faldende, og produktionsvirksomhederne mærker et fald i antallet af lærepladsansøgninger. Det har nu fået vinduesproducenten til at invitere repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner til et dialogmøde under overskriften 'Flere unge i erhvervsuddannelse i Vesthimmerland Kommune'.
- Vi kan høre, at erhvervslivet generelt har svært ved at tiltrække unge. Derfor er det også oplagt, at vi i fællesskab tager hånd om problemet og etablerer samarbejder på kryds og tværs af virksomheder, organisationer og institutioner for at modgå den negative udvikling, fortæller Outline Vinduers direktør, Jens Sørensen.
Tidlig indsats
Til dialogmødet hos Outline tidligere november deltog blandt andre direktøren fra Aars Erhvervsskoler, skoleledere fra forskellige folkeskoler og produktionsskoler samt repræsentanter fra skoler og jobcenteret i Vesthimmerlands Kommune.
- Til mødet var der bred enighed om, at branchen står overfor en udfordring, der skal løftes i flok. Derfor benyttede vi dagen til at diskutere mulige initiativer og områder, hvor vi med fordel kan øge indsatsen for sammen at synliggøre de mange spændende og attraktive karrieremuligheder, branchen har at byde på.
En af samtaleemnerne var blandt andet, at der i højere grad skal handles i en tidlig alder, og at folkeskolerne allerede ned til 7. klasse, eller måske tidligere, skal gøre eleverne opmærksomme på de mange muligheder, der er forbundet med en erhvervsuddannelse.
- I øjeblikket er der stor fokus på eksempelvis gymnasie- og handelsskoleuddannelserne, mens erhvervsuddannelserne står lidt i baggrunden. Det er en skam, da der også er mange spændende arbejdsopgaver forbundet med eksempelvis at være maskinsnedker. Her har vi en stor opgave foran os, da vi skal have spredt budskabet både til de unge og deres forældre, som har stor indflydelse på deres børns uddannelsesvalg, slutter Jens Sørensen.