Forældede forretningsmodeller
Forældede forretningsmodeller lægger låg over effektivt samarbejde i byggebranchen, lød det på Byens Netværksdag.
Nye samarbejdsformer med totaløkonomi, værdibaseret planlægning og fælles ansvar var i fokus på Byens Netværksdag, hvor Byens Netværk med afsæt i symfoniorkesteret og den klassiske koncert sammen med 150 førende profiler fra byggeriets fødekæde satte byggeriets udvikling på agendaen
- Byggeriet arbejder ud fra forældede forretningsmodeller, der ikke tjener bygherrens interesser, fordi de er baseret på skarpt definerede og snævre roller, hvor hver enkelt deltager i et byggeri fejlagtigt tror, at de tager risiko på egen hånd. Det til trods for, at det moderne byggeri er kendetegnet ved et betydeligt overlap i rollefordelingen, hvorved vi reelt tager risiko for hinanden.
- Den fælles risiko er et vilkår, byggebranchen bliver nødt til at acceptere i erkendelse af, at succes på totaløkonomien skaber succes for alle involverede.
Det sagde Anders Vestergaard Buch, partner i Molt Wengel Advokater, da han forleden åbnede den afsluttende paneldiskussion om nye samarbejdsformer i byggeriet på Byens Netværksdag - et heldags-arrangement, der med Byens Netværk som vært samlede knap 150 førende profiler fra byggeriets fødekæde til diskussion og debat om byggeriets udvikling i en brydningstid med skærpet global konkurrence, digitalisering og grønne dagsordener.
Forældet silotænkning
Direktør Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder fortsatte tråden:
- I dag flytter "aben" fra skulder til skulder, inden den ender hos bygherren, men der er ingen vej frem uden en accept af det totaløkonomiske perspektiv. Vi må gennem et bredere samarbejde helt fra designprocessen erstatte kortsigtet planlægning og det skarpe fokus på budgetter og omkostninger med værdibaseret planlægning, der fokuserer de værdier, vi sammen med bygherren ønsker at skabe.
- Kun på den måde kan vi sikre, at bæredygtig udvikling og vækst kan gå sammen hånd i hånd, konstaterede hun og pegede blandt andet på Moesgaard, VUC i Haderslev, Jaegers Let Hal og FN-Byen som eksempler på vellykkede, værdibaserede og bæredygtige byggerier skabt gennem tidlig involvering i et transparent samarbejde med totaløkonomisk fokus.
Opgør med mistillidskultur
I diskussionen deltog også udviklingsdirektør Anette Krarup fra NPV.
- Det handler om fra starten at skabe ejerskab til en fælles målsætning, hvor alle aktører med afsæt i den valgte økonomiske struktur har modet til at tage ansvar for at sætte bygherrens ønsker i fokus og erkende, at hvert enkelt led i forhold til helheden er både konjunktur-dannende og konjunktur-udviklende, sagde Anette Krarup.
Hun blev suppleret af byggechef i Københavns Kommune, Rasmus Brandt Lassen, der svarede med:
- Tillid er et nøgleord. Vi må droppe mistillidskultur og modsætninger til fordel for tillidsfuldt samarbejde, hvor hver enkelt deltager fra starten anerkender medspillernes forretningsmodeller og håndterer egne risici i forhold til helheden.
Fejl får konsekvenser
Martin Lund Knudsen, Vice President i NCC, rundede debatten af med at slå fast, at fejl i et led får konsekvenser for alle involverede i et byggeri.
- Det handler om samspil, for når noget går galt i et byggeri, rammer det alle deltagere i byggeriet og resulterer i tab på både tid, kvalitet og økonomi.
Dermed sluttede debatten ved dagens udgangspunkt, hvor lederen af Copenhagen Phil Uffe Savery sammen med syv musikere slog tonen an og præsenterede, hvordan man i den klassiske musik kobler højt specialiseret viden og enkeltpræstationer med et mindset og en organisationsform, hvor det fælles værk - helheden - er det højeste mål.