Nordmænd vil bygge modulhuse i Kolding: 200 arbejdspladser på vej
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Et norsk firma vil bygge en modulhusfabrik i Kolding. De regner i første omgang med at ansætte 200 medarbejdere.
Om lidt over et år står en ny fabrik færdig i Kolding. Fabrikken skal beskæftige 200 medarbejdere og lave modulhuse for et nyt norsk selskab. Det skriver JydskeVestkysten.
Firmaet kommer til at hedde Eikr, der ejes af moderselskabet Eikr As By The Green Holding Company As (TGHC AS). Bag selskabet står ifølge direktør i Ramsdal Gruppen, Jan Thomsen, en gruppe økonomisk velfunderede norske forretningsmænd, skriver JydskeVestkysten.
Ramsdal Gruppen har bemyndigelse til at udtale sig på vegne af Eikr, ligesom de også står for at rekruttere tre topchefer til fabrikkens ledelse.
På TGHC AS's fabrikker i Danmark og Sverige regnes der i 2020 med en omsætning på i alt 3,5 milliarder kroner.