Færre stjæler fra jobbet end tidligere
Erhverv | Af Emil Filtenborg |
Knap halvdelen af danskerne har taget ting fra deres arbejde uden at levere det tilbage - og uden at få lov. Alligevel er det færre end tidligere, skriver Det Kriminalpræventive Råd.
Omtrent halvdelen af danskerne har - ofte uagtsomt - stjålet fra deres arbejde. Det viser en ny rapport foretaget af Epinion for Det Kriminalpræventive Råd. I rapporten kan man læse, at i alt 45 procent af danskerne har taget noget med hjem uden at levere det tilbage. Det er lidt færre end i 2008, hvor tallet var 53 procent.
- At knap halvdelen af danskerne har taget ting med hjem uden at levere det tilbage, kan umiddelbart lyde som mange, men undersøgelsen viser, at de færreste har til hensigt at stjæle fra arbejdspladsen. Hjemmearbejde er den primære begrundelse for, at folk tager noget med hjem fra deres arbejde. Derudover skyldes det glemsomhed eller sjusk, siger specialkonsulent Anders Young Rasmussen fra Det Kriminalpræventive Råd i pressemeddelelsen.
Rapporten viser desuden, at tyveri fra arbejdspladsen også er blevet mere upopulært blandt kollegaer. Med undtagelse af restvarer indenfor fødevarer, er accepten af at tage ting med hjem faldet over hele linjen.
- Hvis man som arbejdsgiver vil undgå tvivlstilfælde for, hvornår det er okay at tage noget med hjem, anbefaler vi, at man laver nogle klare regler for, hvad man må, og hvad man ikke må. Alternativt kan man lave en udleveringsordning for fx kontorartikler, så de ansatte ikke selv kan tage dem, siger specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd Anders Young Rasmussen.