Aarhus' nye brokvarter har fået sat rammerne
Politik | Af Emil Filtenborg |
Aarhus Byråd har vedtaget udviklingsplanen for det nye brokvarter ved Søren Frichs Vej og Godsbanen i Aarhus.
Der ligger meget bygge- og anlægsarbejde og venter i Aarhus nye brokvarter, der i de kommende år skal springe frem omkring Søren Frichs Vej og Åby i den vestlige del af Aahus. Naboerne bliver Aarhus C i øst og Brabrand i vest. Byrådet håber, at det nye kvarter vil udvikle sig til en by i byen, ligesom Trøjborg er det i dag, og med det hører nyt byggeri.
- Det er meget glædeligt, at byrådet nu har vedtaget udviklingsplanen for det nye brokvarter. Det er yderst sjældent, at man får nye og så centrale bykvarterer i større byer. Udviklingsplanen lægger op til, at det nye brokvarter bliver en alsidig by med sin helt egen identitet,? siger Kristian Würtz, rådmandfor Teknik og Miljø.
Udviklingsplanen sætter rammerne for, hvordan det nye kvarter skal udvikles, og planen tager udgangspunkt i en vision med fem grundlæggende kvaliteter: Byen i byen, byliv før byrum og byrum før bygninger, en blandet by med børn, byen med trafiknerve og en naturnær storby. Det er også disse principper, som de allerede igangsatte byggerier i området er formet efter.
Visionen er, at byrummene i kvarteret skal have mere fokus end bygningerne, så man skaber et godt og grønt byliv med nærhed til naturen. Søren Frichs Vej skal fungere som en levende og pulserende bygade, og boligudbuddet skal være blandet, lyder det i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.