Stor udvidelse af Albertslund Centrum på tegnebrættet
Byggeri | Af Kim Krasuld |
Indkøbscentret Albertslund Centrum skal vokse fra 18.500 til 26.000 kvadratmeter.
Albertslund Centrum har en god beliggenhed tæt på offentlig transport og kun 15 minutter med tog fra København - og derfor har centret et særligt godt grundlag for at vokse, mener indkøbscenterselskabet Citycon.
- København vokser, og vi ser et enormt potentiale i at udvide og opgradere Albertslund Centrum, så det bliver et indkøbscenter med mange forskellige tilbud af høj kvalitet til lokalmiljøet, siger Jacob Bannor, commercial manager hos Citycon.
En vigtig del af udvidelsen er at skabe en bedre synlighed for centret ved at gøre det mere åbent, forbedre sammenhængen med områdets kulturelle tilbud og gøre centret mere tilgængeligt ved at forbedre forbindelserne på tværs af området.
- Albertslunderne er optaget af, at vores center er levende med et bredt udbud af butikker og muligheder. Derfor er det vigtigt at udvide og udvikle Albertslund centrum, siger borgmester Steen Christiansen (S) og fortsætter:
- Det er bare vigtigt for byen at have et centrum med et ambitiøst udvalg af detailbutikker, boliger og nye funktioner. Det kan være med til at skabe en bymidte, der får betydning for endnu flere, også i oplandet til Albertslund.
Planlægningen af udvidelsen er i øjeblikket i gang og vil tage omkring ni måneder. Citycon vurderer, at projektet sandsynligvis kan starte i slutningen af 2018, når byggeplanerne er klar og godkendt, og de nødvendige kontrakter er blevet underskrevet med kommunen og entreprenøren. Lokalplanen skal godkendes og træde i kraft, før Citycon kan træffe den endelige investeringsbeslutning og starte projektet.
Aarstiderne Arkitekter har udviklet planerne i samarbejde med TK Development og Citycon.