Ros til virksomhed, der viser socialt ansvar
Erhverv | Af Kim Krasuld |
Tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn vandt ikke CSR People Prize 2017. Men Dansk Byggeri sender alligevel ros til virksomheden for at tage socialt ansvar.
Dansk Byggeri glæder sig over, at der i byggebranchen er mange eksempler på virksomheder, der løfter samfundsmæssige og sociale opgaver.
- Der skal overskud til at ansætte mennesker, som ikke kan arbejde 100 procent, eller fastholde medarbejdere, som af den ene eller anden grund har det svært, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland, Jesper Toftebjerg Andersen og fortsætter:
- Det overskud er der heldigvis en del virksomheder, som udviser. Jeg glæder mig over, at vi har en sjællandsk virksomhed, der blev nomineret til CSR People Prize. Det er noget, vi skal være stolte af og værne om.
Målet er fastansættelse
Egon Olsen & Søn tager altid udgangspunkt i egne behov, fordi virksomheden tror på, at nøglen til succesfuldt socialt ansvar ligger her. Virksomheden har blandt andet ansat en langtidsledig elektriker, hjulpet en bogholder og en tømrersvend tilbage i job efter henholdsvis længere tids sygdom og en arbejdsskade.
- Når vi forsøger at få folk, der har været uden for arbejdsmarkedet, tilbage på arbejdet igen, er målet en fastansættelse. Så hvis ikke vi tager udgangspunkt i vores eget behov, ville det bare være gratis arbejde, siger administrerende direktør i Egon Olsen & Søn, Michael Hoff-Møller, og fortsætter:
- Vi kan ikke redde hele verden, men det er fedt at få anerkendelse for det, vi gør. Det er dejligt, at det handler om andet end profit. Og det er et skulderklap til vores ideologi i virksomheden.
Egon Olsen & Søn var nomineret i kategorien virksomheder med under 100 ansatte.
- Som en mindre virksomhed mærker vi resultaterne helt up front. Både når det går godt, og når det går galt. Det giver en speciel form for nærhed i virksomheden, siger Michael Hoff-Møller.