Her er vinderne af Det Bæredygtige Element
Byggeri | Af Anders Melchiorsen |
Vinderne af prisen 'Det Bæredygtige Element' blev kåret ved årets Building Green i Forum.
Kasper Guldager fra 3XN og Anders Lendager fra Lendager Group løb med sejren, da prisoverrækkelsen af Det Grønne Element prisen onsdag i Forum. De vandt i kategorien Personprisen. Vinderen af den anden kategori Produktprisen var virksomheden KALK for deres nye maling REN, der er helt fri for tungmetaller, blødgørere og toksiske komponenter.
Delt sejr
Anders Lendager og Kasper Guldager modtog branchens hyldest, da de i fællesskab modtog Personprisen onsdag på Building Green i Forum. De to arkitekter har arbejdet ihærdigt for at få gjort det bæredygtige byggeri mainstream og en del af den danske bygningskultur.
- Anders Lendager og Kasper Guldager har kæmpet utrætteligt for at sætte det bæredygtige byggeri på dagsordenen. De har hver deres tilgang til emnet, men formår begge at inspirere og motivere branchen til at sætte nye standarder for bæredygtigt byggeri. I juryen var vi ikke i tvivl om, at de skulle have Personprisen, siger formand for juryen Signe Kongebro, partner i Henning Larsen og stifter af tegnestuens bæredygtighedsafdeling.
- Jeg er stolt over at vinde denne pris sammen med Anders Lendager. Det er en stor anderkendelse af arbejdet i branchen der tænker cirkulert og bæredygtigt, sagde Kasper Guldager, da han modtog prisen.
Mens Kasper Guldager gennem tegnestuens 3XN's udviklingsvirksomhed GXN især fokuserer på råstoffer til nye materialer, så arbejder Anders Lendager for at genbruge og genanvende gamle materialer.
KALK vinder Produktprisen
Dagens anden vinder var KALK, der løb med årets Produktpris for deres nye facade- og vægmaling REN. Malingen er helt fri for problematiske stoffer som biocider, MI, flygtige organiske forbindelser, tungmetaller, blødgørere, toksiske komponenter etc. Derudover bidrager den til et bedre indeklima:
- Malingen REN har nogle åbenlyse bæredygtige kvaliteter. Den er fri for de problematiske stoffer, som indgår i langt de fleste malinger på markedet i dag. Det er godt for miljøet og for de udførende. Endelig er malingen difussionsåben, så fugten let kan ledes væk fra bygningen. Resultatet er et bedre indeklima, siger Grith Bech-Nielsen netværksleder i byggebranchens innovationsnetværk InnoBYG, der sammen med Building Green står bag prisuddelingerne.
- Jeg er afsindig glad for at vinde denne pris. Vi prøver at flytte os endnu længere med vores udvikling i fremtiden. Det vil vi forsat arbejde med. Jeg vil sige tak til alle de ansatte, der har gjort dette muligt. Jeg er så stolt og glad. Tak for det, sagde Rasmus Jørgensen, der er direktør for KALK.
Det Bæredygtige Element
Det Bæredygtige Element blev første gang uddelt på Building Green i 2014. Dengang var prisuddelingen fokuseret på en producent med et konkret produkt. Sidste år blev prisen udvidet til også at omfatte en Personpris. Alle indenfor branchen kan indstille kandidater til prisen. De nominerede til prisen udvælges af en fagjury, der også finder vinderne.
Fagjuryen tæller Tina Saaby Madsen, stadsarkitekt i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning, Niels Bjørn, selvstændig byplanlægningsrådgiver og formand for tænketanken Urban, Signe Kongebro, partner og leder af afdelingen for bæredygtighed hos Henning Larsen Architects, Harpa Birgisdottir, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Kasper Lynge Jensen, Udviklingschef på Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet samt Lone Feifer, arkitekt MAA og programdirektør for bæredygtigt byggeri i vindueskoncernen VELUX.