Samarbejde skaber løsninger
Arkitektur | Af Anders Melchiorsen |
Stadsarkitekt efterlyser større samarbejde mellem specialister og generalister ved Building Green 2017 messen.
- Vi skal dele viden og få inspiration fra hinanden, hvadenten vi er specialister eller generalister, sagde Tina Saaby, stadsarkitekt i Københavns Kommune, da hun stod på hovedscenen ved åbningen af Building Green 2017 messen i Forum i hjertet af Frederiksberg.
Bygningen summede af liv fra de mange udstillingsstande rundt på gulvet og balkonerne i den gamle bygning. Mange gæster var fra morgenstunden mødt op for at deltage i messen og høre orderne fra scenen.
Tina Saaby appellerede fra talerstolen til, at der i branchen bliver et bedre samarbejde blandt specialister, der på den ene side udvikler nye byggematerialer, og generalister, der på den anden side administrerer reglementer og lovgivning.
- Der skal tænkes mere holistisk og henhedsorienteret med mennesker i centrum for byggeriet. Der er en tendens til at udvælge tekniske specifikationer uden at tænke på mennesker, og uden at få implementeret ny teknlogi på den mest hensigtsmæssige måde, sagde Tina Saaby.
Gennem et større samarbejde og forståelse mellem dem, der udvikler materialerne, og dem der implementerer det i nyt byggeri, mente hun, at der kunne skabes bedre samlede løsninger.
Tina Saaby slog også et slag for de nye spillere på markedet, og dem der søger finansiering af deres projeketer.
- Jeg ser frem til at besøge 'markedsplads for grønne ildsjæle' for at få inspiration til nye løsninger for fremtidens byggeri, sagde Tina Saaby.
Markedsplads for grønne ildsjæle er et forum for start ups, studerende og iværksættere, der har nye bæredygtige ideer, løsninger eller produkter, som de gerne vil vise frem, men hvor budgettet i en opstartsfase er meget begrænset.
Building Green 2017 bliver afholdt i Forum onsdag den 1. november og torsdag den 2. november, og der er gratis adgang for alle.