Årets sundhedsbyggeri skal findes
Arkitektur | Af Kim Krasuld |
Nohrcon kårer for første gang "Årets sundhedsbyggeri" på konferencen "Byggeri af fremtidens plejebolig".
Nohrcon har de sidste fem år sat fokus på godt skolebyggeri ved at uddele prisen "Årets skolebyggeri" på den årlige skolekonference. Nu er det blevet tid til at give nye, flotte og funktionelle sundhedsbyggerier det samme fokus, da de spiller en mindst lige så væsentlig rolle i samfundet, mener Nohrcon.
- Derfor kårer vi i år også Årets sundhedsbyggeri på den årlige plejeboligkonference 8. november i København for at sætte fokus på dem, der har gjort det ekstra godt, så fremtidens sundheds- og ældrefaciliteter baseres på succeshistorier på tværs af landet, skriver Nohrcon i en pressemeddelelse.
Jysk dominans
De fire projekter, der er nominerede til prisen, er udvalgt iblandt dem, Nohrcon har fået tilsendt i den indledende kåringsfase. Alle de indkomne forslag er efterfølgende blevet vurderet af en fagjury med eksperter på området, som så har udvalgt de fire projekter, der nu er til offentlig afstemning. De jyske projekter dominerer med tre ud af fire pladser på afstemningslisten.
De fire nominerede projekter er Rehabiliteringscenter Toften i Kerteminde, Huset Nyvang i Randers, Psykiatrisk Afdeling i Vejle og Marienlund Plejecenter i Silkeborg.
Vinderen findes via en afstemning, som løber frem til 6. november.
Fremtidens plejebolig
På Nohrcons årlige konference om byggeri af fremtidens plejebolig tager man fat på de helt centrale spørgsmål, som melder sig, når man skal planlægge og designe plejeboliger. Livet skal leves trygt og godt i plejeboligen og passe til vidt forskellige beboertyper med forskellige behov. Og samtidig skal de være en moderne arbejdsplads indrettet med fokus på arbejdsmiljø og plads til plejeopgaven.
Gennem oplæg og debat retter man blikket mod udfordringer og løsninger i fremtidens plejebolig og fremtidens ældrepleje. Danske og internationale eksperter kommer med deres bud på, hvilke krav man skal stille til arbejdsmiljø, hjemlighed, teknologi og trivsel i indretning og byggeri af fremtidens plejebolig og plejecenter, så man sammen kan lære af hinandens erfaringer og skabe verdens bedste plejeboliger.
Konferencen finder sted på Copenhagen Marriott Hotel 8. november.