4.000 nye kvadratmeter til Coldstar
Byggeri | Af Torben Jastram |
Entreprenøren Bygmesteren A/S har netop afleveret nybyggeri til Coldstar i Vejle. Der er tale om to etager ligeligt fordelt mellem frost og køl.
Ved motorvejen i Vejle har Bygmesteren A/S for nyligt afsluttet totalentreprisen på et nyt kombineret køle- og frysehus på hele 4.000 kvadratmeter. Der skal stærke membranløsninger til, fordi byggeriet er i to etager på i alt 12 meter. Frosten er i stueplan, mens førstesalen er kølehal.
- Den store udfordring i byggeriet har været at sikre, at frosten bliver holdt i stueplan og ikke begynder at vandre op på førstesalen eller ned i jorden, fortæller Jonas Madsen, indehaver af Bygmesteren A/S.
Coldstars nye bygning indeholder seks slusehuse, et pallelager i stueplan og en vareelevator til førstesalen. Udvidelsen af Coldstars aktiviteter cementerer positionen som Nordeuropas største sorteringsanlæg til fødevarer på frost.
Stram tidsplan
Byggeriet har været underlagt en stram tidsplan. Derfor har et tillidsfuldt samarbejde med Bygmesteren været afgørende for bygherren.
- Projektmaterialet har været grebet meget professionelt an, og vi har oplevet stor forståelse for problematikkerne i byggeriet til køl, frost og fødevarer. Vi vil gerne spørge Bygmesteren A/S igen om eventuelle fremtidige udvidelser, siger Coldstars bygherrerådgiver Jakob Sørensen.
Coldstar skal bruge den nye bygning til at lette presset på sortering og vareforsendelse i de eksisterende bygninger. Udover de 4.000 kvadratmeter nybyggeri er der også etableret 2.000 kvadratmeter udenomsarealer med belægning.