Nye billeder af IOC's kommende hovedsæde
Arkitektur | Af Torben Jastram |
3XN arkitekter, der har designet Den Internationale Olympiske Komités nye ikoniske hovedsæde, offentliggør helt nye renderinger og billeder af bygningen under opførelse.
3XN vandt tilbage i 2014 konkurrencen om at designe IOC's nye hovedsæde, Olympic House, og nu er der flere detaljer klar. De netop offentliggjorte renderinger og billeder viser både bygningens cirkulære trappe, der symboliserer de velkendte olympiske ringe, samt bygningens bugtede facade, der rejser sig fra byggepladsen i Lausanne, Schweiz.
'Olympic House' er designet omkring tre centrale temaer: bevægelse, fleksibilitet og bæredygtighed. Bygningens indre er designet med få strukturelle begrænsninger, der gør det muligt at holde en otte meter lang zone fra facaden ind i bygningen fri for bærende konstruktioner.
Bygningens indre er designet med så få strukturelle begrænsninger så muligt. Det åbne og fleksible miljø er skabt til at kunne tilpasse sig skiftende arbejdsopgaver og stilarter - nu og i fremtiden.
Seniorpartner Jan Ammundsen
3XN
Bygningens ydervægge består af en dobbelt glasfacade, der kommer til at kendetegne bygningen. Hvor det indre glaslag er lodret, har det ydre lag en buet og facetteret dynamisk form, der genkalder en olympisk atlets bevægelser. Glasfacaden går fra gulv til loft, og det optimerer dagslyset i bygningen, der kommer til at strømme frit ind.
Reducerer støj
Bygningens indre glaslag har en integreret solbeskyttelse, der gør det muligt for det ydre lag at bevare sit polerede og gennemsigtige udseende. Den dobbelte glasfacade reducerer desuden støj fra en motorvej, der ligger tæt på bygningens nordside.
- Med sin dynamiske, bølgende facade vil bygningen se anderledes ud fra forskellige vinkler og symbolisere energien fra en atlet i bevægelse. Bygningens indre er designet med så få strukturelle begrænsninger så muligt. Det åbne og fleksible miljø er skabt til at kunne tilpasse sig skiftende arbejdsopgaver og stilarter - nu og i fremtiden, siger Jan Ammundsen, seniorpartner og konkurrencechef, 3XN.
Bæredygtigt arbejdsmiljø
IOC's nye hovedkvarter bliver en af de mest energieffektive glasbygninger, der findes, og går efter en af de højeste certificeringer inden for bæredygtig udvikling. Solpaneler på taget, der er ude af syne, producerer elektricitet nok svarende til 60 schweiziske husstandes forbrug, og gøre bygningens varme-, ventilations-, køle- og varmtvandsanlæg selvforsynende.
Formålet med designet har været at minimere det miljømæssige fodaftryk uden at gå på kompromis med bygningens arbejdsmiljø. Ved hjælp af det grønne tag, terrasser og fitnesscenter er bygningen rig på naturlige miljøer, og medarbejderne har mulighed for at deltage i sports- og fritidsaktiviteter og få mere energi hele dagen. Bæredygtige funktioner som vandbesparende armaturer og toiletter samt regnvand, der samles til genbrug, reducerer bygningens brug af vand væsentligt mens solpanelerne på taget reducerer behovet for elektricitet.
Genbrugsbeton
Eksisterende beton fra IOC's tidligere administrationsbygninger er genanvendt i det nye hovedsæde for at skabe en mere bæredygtig bygning. For at gøre dette så energieffektivt så muligt besluttede IOC at genbruge materialerne på selve byggepladsen. Den største fordel har været at reducere CO2 i form af transport (naboerne er blevet udsat for mindre forurening, plus et reduceret energi og CO2-fodaftryk), ressourcebesparelser og plads sparet på genbrugsstationerne.
En betonblander samt andre maskiner, der skulle sortere og knuse betonen, blev installeret på byggepladsen. En række tests blev udført af et speciallaboratorium for at finde den helt rigtige blanding til genbrugsbetonen, så den kunne leve op til ingeniørernes krav, og den kunne anvendes som en vandtæt mur i jorden rundt om bygningen.
Den Internationale Olympiske Komités nye hovedsæde vil samle 600 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder på forskellige kontorer fordelt over hele byen. Bygningen er under opførelse og forventes at stå færdig i begyndelsen af 2019.
Mere om Olympic House her.