Just Pavillon opkøbt
Erhverv | Af Torben Jastram |
Cramo Adapteo køber Just Pavillon og er klar til vækst på kvalitetspavillon markedet.
Efterspørgslen på pavilloner til undervisning, kontor og beboelse er stigende. Pavillonbyggeri er en fleksibel og hurtig løsning, som passer godt i mange situationer. - Vi overtager og viderefører Just Gruppens pavillon-del, der har en stærk position primært inden for undervisnings- og kontorsegmentet. Med overtagelsen får Cramo Adapteo blandt andet en ny type kvalitetspavilloner, der supplerer og komplementerer vores hidtidige tilbud. Vi venter, det baner vej for yderligere vækst for Cramo Adapteo. Vores mål er at fordoble omsætningen i Danmark frem til 2020. Købet af Just Pavillon er et led i denne strategi, siger Mads Blom, adm. direktør Cramo Adapteo.
Fleksibilitet vigtigt
Cramo Adapteo er førende i Danmark inden for kvalitetspavilloner til undervisning, institutioner, kontor og beboelse samt håndværkerboliger. Her er nøgleordene fleksibilitet og samlede løsninger. Der opstår et behov, enten planlagt eller akut, og udfordringen kan ofte være, at man ikke helt ved, hvor længe man har behovet.
Vi venter, det baner vej for yderligere vækst for Cramo Adapteo. Vores mål er at fordoble omsætningen i Danmark frem til 2020. Købet af Just Pavillon er et led i denne strategi.
Adm. direktør Mads Blom
Cramo Adapteo
- Et typisk eksempel kunne være en erhvervsskole, der står og skal have plads til 100 flere elever, fordi de unges interesser går den vej. Skolen ved ikke, om de har samme søgning i fremtiden. Løsningen er et antal pavilloner, som vi kan etablere hurtigt. Vi har altid mindst 300 pavilloner på lager. Vi udvikler samtidig vores totalleverancer, så vi kan hjælpe kommuner, institutioner og virksomheder med alt i forbindelse med at få etableret de midlertidige lokaler. Vi har erfaringen og systemerne til at løse udfordringerne rationelt og gøre det enkelt for kunden, siger Mads Blom.
For Just Gruppen er salget af pavillon-delen et markant strategivalg, men også en naturlig udvikling.
- Kravene til en leverandør i den høje ende af markedet er store i dag, og vi skulle enten investere i at vokse eller finde en god partner. Valget blev at sælge til Cramo Adapteo, som er et godt match og sikrer en god fremtid for vores medarbejdere og kunder. De seneste år er Just Gruppens arbejde med at udvikle ejendomme i Køge området, navnlig i Transportcentret vokset og vokset. Vi har en del jord liggende, som skal udvikles. Jeg ser frem til at få mere tid til at arbejde med de spændende muligheder og med at hjælpe mine kunder på det område, siger Claus Just, Just Gruppen.