Godsbanearealerne klar til næste skridt
Byggeri | Af Thomas Bech Hansen |
Forslag til udviklingsplan for Godsbanearealerne i Aarhus skal behandles på mandag.
Nye boliger, en dagligvarebutik, kontorerhverv, ny arkitektskole og muligheder for rekreative ophold og kreativ udfoldelse. Det er, hvad der er lagt op til i næste skridt i udviklingen af Godsbanearealerne, når Magistraten mandag behandler et forslag til en udviklingsplan for området. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det gode byliv
- Jeg glæder mig til at fremlægge og drøfte forslaget til udviklingsplanen med byrådet. Det er et stærkt forslag, der indeholder mange af de elementer, der skaber den gode by. Godsbanearealerne er et unikt sted i Aarhus, der allerede i dag emmer af byliv omkring kulturproduktionscenteret og Institut for X. Med udviklingsplanen får vi mulighed for at fortsætte udviklingen af området med nyt byliv, grønne områder, familie- og ungdomsboliger, arkitektskole og meget mere, siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz.
Forslaget til udviklingsplanen er en viderebearbejdning af det oplæg til en udviklingsplan, som byrådet vedtog i 2015, og som blandt andet indeholdt beslutninger om salg af arealer til Aarhus Produktionsskole, Kollegiekontoret og AAB samt reservation af et areal til Aarhus Arkitektskole.
Med forslaget til udviklingsplanen bliver der lagt op til at udbyde en række arealer i de nordlige, bynære dele af Godsbanearealerne til henholdsvis bolig-, kontor- og butiksformål, ligesom bydelens første parkeringshus etableres i området. Dermed nærmer afslutningen på den første, nordlige etape af området sig.
Forslaget til udviklingsplanen indebærer, at der bliver etableret et bydelskontor for Godsbanearealerne, der med deltagelse af områdets brugere får til formål at understøtte det ønskede byliv i området. I denne forbindelse har særligt Institut for X som platform for kreative initiativer gennem de seneste år givet liv og identitet til området. Med udviklingsplanen sikres rum og mulighed for Institut for X's fortsatte virke i området.
- Der er et helt unikt miljø omkring Institut for X, der bobler af liv, vækst og innovation. I fremtiden har vi fokus på nye potentialezoner, mulighedsrum og mødet mellem matrikler. Med Bydelskontoret får vi endnu bedre mulighed for at påvirke byen nedefra og herigennem skabe en spændende, uforudsigelige og utæmmet del af Aarhus. Vi glæder os til sammen med udviklere, institutioner og kommunale aktører at værne om visionerne for bydelen, siger Mads Peter Laursen, leder, Institut for X.
Muligheder for højhuse
Udviklingsplanen lægger samtidig spor ud for omdannelsen af anden etape i de sydlige dele af området. Disse områder ønskes udviklet, så Godsbanearealerne bliver en integreret del af det større brokvarter langs Søren Frichs Vej. Muligheden for sammenkobling med de nærtliggende områder skal dog først undersøges nærmere, inden der bliver planlagt i nærmere detaljer.
Et andet forslag er, at der gives udvidede muligheder for højhusbyggeri på Godsbanearealerne. I den videre planlægning skal det naturligvis sikres, at højhusene lever op til højhuspolitikkens krav til kvalitet, og i bred forstand tilføjer bydelen noget positivt. Dette gælder også for øvrige kvaliteter inden for arkitektur, grønne områder, uderum, byliv m.m., der beskrives i det Kvalitetsprogram, der bliver fremlagt parallelt med udviklingsplanen.
Efter byrådets behandling vil aarhusianerne få mulighed for at drøfte forslaget, når der senere på efteråret 2017 er planlagt et borgermøde om udviklingsplanen.