Udskudt hospitalsbyggeri sættes i gang
Byggeri | Af Kim Krasuld |
Fredag sætter Region Nordjylland spaden i jorden, når der er første spadestik på udskudt Mor-Barn Hus.
Tiden kun med tegninger og planlægning er forbi. Nu er det tid til at bygge det nye Kvinde-Barn Hus i Hjørring.
Byggeriet blev udskudt i forbindelse med budgetaftalen i september 2015. Men i juni i år blev der frigivet 154 millioner kroner, så byggeriet nu kan gå i gang. Det forventes færdig i november 2019.
Effektivitet og patientoplevet kvalitet
Kvinde-Barn Huset skal danne ramme om Fødeafsnit, Barselsgang, Børn og Unge Afsnit og Gynækologisk-Obstetrisk Afsnit.
- Det er meget glædeligt, at vi nu kan få skiftet den ældste og utidssvarende del af bygningsmassen i Hjørring ud og skabt gode rammer til disse afsnit. I det kommende Kvinde-Barn Hus er der lagt vægt på funktionalitet, fleksibilitet og korte afstande, der kan skabe effektive flow og gode rammer om hverdagen både for patienter, pårørende og personale. Det bliver et hus, hvor effektivitet kan gå hånd i hånd med sikkerhed og patientoplevet kvalitet, siger Regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Et længe næret ønske opfyldes
Formand for Byggeudvalget Per Larsen (K) ser frem til at se byggeriet tage form.
- Kvinde-Barn området har længe trængt hårdt til at blive løftet bygningsmæssigt, så det er en festdag, når vi kan sætte spaden i jorden. Samtidig er byggeriet af Kvinde-Barn Huset første etape af et større planlagt byggeri, der også inkluderer en ny Behandlingsbygning, og som samlet vil sikre, at vi får et fremtidssikret hospital, siger han.
For hospitalsdirektør Henrik Larsen bliver 15. september også en særlig dag.
- Spadestikket er en vigtig markering af starten på et stort byggeri, der skal komme både vores ansatte og patienter til gode. Vi ved godt, at så stort et byggeri ikke kan gennemføres uden gener i byggeperioden, men vi bestræber os på at få det til at forløbe så glat som muligt. Med udsigt til, at der bliver skabt bedre rammer om behandling og patientforløb samt bedre arbejdsmiljø, så håber vi, at det bliver gener, som både ansatte og patienter kan leve med.