Brancher går sammen i kampen mod PCB
Erhverv | Af Thomas Bech Hansen |
Malere, nedrivere og entreprenører er gået sammen om fælles koordinering, kvalitetssikring og dokumentation i opgaver med behandling af PCB.
De sundhedsskadelige og kemiske stoffer, der samlet betegnes PCB, findes stadig i mange bygninger. Også selvom det er forbudt. Derfor handler mange renoveringsprojekter om at komme PCB til livs, og selskabet PCB Forsegling vil levere ekspertisen til opgaverne.
Bag PCB Forsegling står Jens Jensen, entreprenør og ejer af nedrivningsfirmaet J. Jensen, Klaus Bodilsen, teknisk direktør fra entreprenørfirmaet Tscherning A/S, Jesper Haunstoft, direktør i malervirksomheden Haunstoft A/S og Daniel Clausen, partner.
Det er nødvendigt og altafgørende med en fællesindsats
Jesper Haunstoft, Haunstoft A/S
Samarbejde på tværs
- Vi har rakt hånden ud til hinanden, fordi vi ønsker et samarbejde på tværs. Det er nødvendigt og altafgørende med en fællesindsats, når det gælder samfundsproblematikken omkring behandlingen af PCB. PCB findes i mere end 75 procent af bygningerne opført i perioden fra 1950-1977, hvilket med al tydelighed fortæller, at der er et behov for en fælles koordinering, kvalitetssikring og dokumentation, siger Jesper Haunstoft.
PCB Forsegling oplyser, at selskabets parter det seneste år har oplevet en stigende efterspørgsel efter både forsegling og fuldforsegling på en række projekter i hele landet. Blandt andet på grund af PCB Forseglings samarbejde med Teknologisk Institut, der løbende tester kvaliteten af virksomhedens forseglingsprodukter.