Projektboligsalget boomer
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Salget af projektboliger i København er det højeste i flere år. Nu sælges mere end hver 20. bolig, inden den er færdigbygget.
Salget af projektboliger i København er steget gennem de senere år, så det nu er mere end hver 20 bolig, der sælges, inden den er færdigbygget. Det skriver DR baseret på tal fra Boligsiden.dk.
Men den udvikling er politikerne ikke umiddelbart begejstrede for. Tal fra Københavns Kommune viste i januar, at fire procent af ejerboligerne i blandt andet Indre By og Amager Vest ikke bliver brugt som helårsboliger, og det går ud over bylivet i de pågældende bydele.
- Vores nye opgørelse viser med al ønskelig tydelighed, at ejerlejlighederne i de mest attraktive bydele er gået hen og blevet investeringsobjekter, lød det dengang fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø), som slog fast, at problemet er koncentreret omkring Indre By og de nye byudviklingsområder langs havnen og i Ørestad.
Ingen bopælspligt
At boligerne står tomme skyldes, at projektboliger sælges uden bopælspligt, og det giver ifølge Morten Kabell risiko for, at boligerne købes som investeringsobjekter. Og det er ikke, hvad København har brug for, mener Morten Kabell.
- Principielt skal vi slet ikke have boliger uden bopælspligt. Det skaber døde byområder, og det har vi ikke brug for i en storby. Vi har brug for mennesker og lys i vinduerne om aftenen, siger Morten Kabell.
Det vil kræve en lovændring at indføre bopælspligt i projektboliger.
I maj 2017 blev der solgt 104 boliger som projektsalg i København. Det er det højeste salg på en måned i tre år.