Aarhus skal diskutere højhuse
Politik | Af Kristian Troelsen |
Borgerne i Aarhus skal i de kommende måneder diskutere, hvilke krav der skal stilles til kommende højhusprojekter i midtbyen.
I slutningen af marts tog rådmand i Aarhus, Kristian Würtz, livet af et centralt placeret højhusprojekt efter en ellers flerårig dialog med bygherren. Projektet blev pillet ud af den højhuspolitik, som kommunen arbejdede og stadig arbejder på til stor fortrydelse for bygherren på projektet. Nu vil Aarhus Kommune have borgerne inddraget i, hvordan byen skal forholde sig til højhus-byggerier.
- Vi skal diskutere og forfine kravene til kommende højhusbyggerier i samarbejde med aarhusianerne. Vi skal sammen kortlægge, hvad der bidrager til livet i gadeniveau, hvad der får en åben stueetage til at fungere, og hvordan de grønne byrum kan prioriteres. Kort sagt skal vi have aarhusianerne til at diskutere, hvordan vi får de høje huse til at spille bedst muligt sammen med resten af Aarhus, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, om forslaget til et tillæg til kommunens højhuspolitik.
Mange arrangementer
I høringsfasen, der løber fra 5. juli til 13. september, er det målet at nå så mange aarhusianere som muligt. Det skal blandt andet ske ved at afholde forskellige målrettede arrangementer såsom workshops, paneldebatter og borgermøder. Det førstkommende arrangement bliver et borgermøde i Dome of Visions den 21. august.
- Vi kommer til at diskutere tillægget i flere forskellige fora, så vi får så mange og så relevante input som muligt. Vi skal diskutere kravene med byens udviklere for at forberede dem på, hvad der kræves, hvis man vil bygge i området. Samtidig skal vi sikre en engagerende debat med byens borgere, græsrodsorganisationer, fællesråd og politikere. Det er målet, at tillægget til højhuspolitikken skal være med til at sikre højhuse, som føjer nye kvaliteter til byen, og det skal høringsfasen selvfølgelig afspejle, siger Kristian Würtz.