330 London-boliger fra C.F. Møllers hånd
Arkitektur | Af C.F. Møller skal stå for arkitektarbejdet på tredje fase byfornyelsesprojektet Robin Hood Gardens i London-bydelen Tower Hamlets - et projekt til 300 millioner pund. Byfornyelsen går under navnet Blackwell Reach, og tredje fase omfatter omkring 330 nye bo |
C.F. Møller skal stå for arkitektarbejdet på tredje fase i byfornyelsesprojekt i London.
C.F. Møller har fået opgaven efter en udbudsrunde. Med udgangspunkt i den bygningsmæssige ramme fokuserede udvælgelsesprocessen på, hvordan de interesserede tegnestuer ville gribe designet an, hvordan de ville forholde sig til byggeriets særlige beliggenhed, og hvordan de ville arbejde sammen med udviklingspartnere og lokalsamfundet. Der blev udvalgt et antal tegnestuer, og fem af disse blev bedt om at præsentere deres ideer. Her skilte C.F. Møller sig blandt andet ud ved at fokusere på et 'indefra og ud-design', der giver højeste prioritet til bygningernes beboere.
Frisk pust
- Vi var meget imponerede over deres 'indefra og ud-tilgang' til design. C.F. Møller har virkelig formået at fokusere på de mennesker, der skal bo i disse nye boliger, samt forholdet mellem boligerne og det offentlige rum. De har gjort meget ud af at sikre, at vi skaber et gadebillede, der passer til folk, og som knyttes sammen med landskabet, der opvejer påvirkningen fra det travle eksterne miljø tæt på Blackwall Tunnel. Som byfornyelsesteam kunne vi virkelig mærke, at C.F. Møllers team ville kunne bringe et frisk pust og en positiv tilgang til den næste fase i Blackwall Reach, og vi er glade for, at vi kan fortsætte og videreudvikle det positive samarbejde, der har vist sig at være så produktivt i forhold til deres arbejde for os på vores renovering af Laindon Shopping Centre, siger Geoff Pearce, der er administrerende direktør for Regeneration and Development hos den almennyttige virksomhed Swan Housing Association, der står bag projektet.
Store udfordringer
Hos den danske tegnestue glæder man sig over opgaven.
- Vi er utroligt glade for at have fået opgaven som arkitekt på dette unikke projekt. Vores indfaldsvinkel til dette udfordrende projekt er at udvikle et arkitektur- og placemaking-design, der fokuserer på at opføre de bedst mulige boliger på et sted, der indeholder store udfordringer. Dette supplerer Swans ambitiøse ideer om renovering af Blackwall Reach. Vi trækker på vores erfaring med at skræddersy vores designprocesser til det enkelte projekts unikke forhold og ser frem til at levere exceptionelt kvalitetsbyggeri til lokalsamfundet, London Borough of Tower Hamlets og Swan, siger associeret partner hos C.F. Møller, Rolf Nielsen.