Gråkjær bygger mere for Koncenton
Byggeri | Af Torben Jastram |
Gråkjær og Koncenton har indgået aftale om opførelsen af en større etageejendom, der er en del af den nye Islevhaveby i Rødovre.
Projektet rummer 117 lejligheder på i alt 10.200 kvadratmeter samt 300 kvadratmeter erhvervslokaler - sidstnævnte er blevet videresolgt.
Koncenton - som har specialiseret sig i at udbyde investeringsejendomme i de største danske byer til danske investorer - er slutbruger på projektet, mens Gråkjær er totalentreprenør og desuden står for byggefinansieringen.
Etageejendommen opføres i gule teglsten som en karré, der kommer til at variere i højden fra to til fire etager. Udformningen sikrer optimal udnyttelse af sollyset i den fælles gårdhave.
De øverste niveauer i ejendommen er tilbagetrukket på gårdsiden, ligeledes for at udnytte sollyset bedst muligt. Det giver samtidig karréen et anderledes og spændende udtryk.
Ejendommens 117 lejligheder opdeles i syv forskellige typer med mellem et og fem værelser, hvilket giver en varieret beboersammensætning af studerende, par og familier.
Projektet opføres i to etaper. Første etape skal stå færdigt ultimo 2018 og anden etape i marts 2019.
Rescale fra Aarhus er projektudvikler og bygherre på projektet. Gråkjærs rådgiverteam består af AI Arkitekter og Norconsult som rådgivende ingeniør. Projektsummen er over DKK 250 mio. på dette projekt.
Projekter for 600 mio. kr.
Det er tredje gang at Koncenton og Gråkjær indgår samarbejde om opførelsen af et boligprojekt. De tre sager har tilsammen en værdi på DKK 600 millioner kroner.
Hos Gråkjær er man begejstrede for samarbejdet og direktør for Gråkjær Erhverv, Henrik Skaarup, løfter sløret for planer om yderligere samarbejde i fremtiden.
- Koncenton er en stærk og pålidelig samarbejdspartner, og vi arbejder sammen på at realisere endnu flere projekter, efter samme model som de 3 sager vi allerede har i hus, siger han.
Henrik Skaarup understreger, at Gråkjær kun tilbyder byggefinansiering på udvalgte boligprojekter i København og Aarhus.
Ud over det aktuelle projekt i Rødovre opfører Gråkjær i øjeblikket 25 ejerlejligheder på Nørrebro i København og 228 ungdomsboliger i Valby med Koncenton som samarbejdspartner og slutbruger. Projektet på Nørrebro afsluttes primo 2018, mens de 228 ungdomsboliger i Valby forventes at stå færdige i efteråret 2018.