Danske Malermestre: Der mangler bedre styring på byggepladserne
Byggeri | Af Dan Bjerring |
Brancheforeningens direktør Ole Draborg peger på, at malerne relativt ofte bringes i en situation, hvor det kan være svært at få tid til at udføre fagligt korrekt arbejde.
Direktør Ole Draborg fra Danske Malermestre efterlyser en mere effektiv logistik på landets byggepladser, hvor man ikke mindst tager mere hensyn til malernes arbejdsbetingelser.
Han efterlyser dels mere realistiske tidsplaner, så malerne får tid til at udføre deres arbejde på en faglig forsvarlig vis, ligesom der er brug for mere orden på byggepladserne og rengøring, så malerne ikke skal udføre deres arbejde samtidig med at eksempelvis tømrerne sliber, hamrer og borer.
Malerne er ofte de sidste i en byggeproces og bliver derfor ekstra ramt, hvis tidsplanen overskrides, eller hvis betonvægge ikke er ordentligt optørret.
Vader rundt i skidt
Ole Draborg siger til Dagens Byggeri, at malerne "vader rundt i skidt og møg, udsættes for dårlig planlægning, og der er ikke styr på økonomien i halvdelen af projekterne":
- Hvorfor formår vi i byggebranchen ikke at udvikle os, som man kan i andre dele af samfundet. Vi skal have implementeret noget moderne teknologi i virksomhederne. Det gælder fra de første streger sættes på et stykke papir, til projekterne afleveres til bygherren. Der er byggebranchen milevidt fra, hvad man oplever i industrien, siger Ole Draborg.
Han vender ikke mindst blikket indad til sine egne medlemmer:
- Vi har elektroniske kvalitetssikringsværktøjer, og vi har administrative værktøjer, hvor man kan modtage ordrer, bestille varer, personalestyring, lønsedler, fakturering og meget mere. Men det er op ad bakke at få det implementeret, og det er ikke kun hos malervirksomhederne. Det er generelt. Hvis industrien havde opført sig på den måde, var alle arbejdspladserne for længst flyttet til Kina. Men det kan man heldigvis ikke med byggebranchen, fortsætter Ole Draborg.
Ender i kaos
Han noterer, at tidsplanerne for byggerier ofte er alt for optimistiske, og derfor kommer malerne i klemme:
- Når tingene bliver forsinkede, og vi kommer til, sker der med uomtvistelig sikkerhed det, at malerne vader rundt på byggepladsen med andre håndværkere, som ikke er færdige. Det ender i kaos, og det går ud over kvaliteten, når malerne ikke har de optimale arbejdsvilkår. Så skal vi male om eller endda ordne andre håndværkeres skader på det arbejde, vi allerede har lavet. Vore medlemmer presses relativt ofte til at lave tingene hurtigere, end de bør udføres, så væggene eksempelvis ikke er tilstrækkeligt tørre, når de påføres andet lag maling. Det nytter ikke noget at male den samme væg to gange på en dag, men det er det, der sker. Der er behov for sammen at hanke op i processen og får styr på tingene, slutter Ole Draborg.