Skjulte konsekvenser ved konflikter
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Når prisen på en byggekonflikt gøres op, slår afskrivninger og mindre salg samt dårligere relationer til kunderne, voldsomt igennem på bundlinjen, lyder det fra Mediationsinstituttet.
Mediationsinstituttet, som tilbyder konfliktløsning udenom retten, har foretaget en undersøgelse, der stiller skarpt på de indirekte omkostninger i forbindelse med konflikter i byggeriet. Og konklussionen lyder, at de indirekte omkostninger er langt højere end de direkte - såsom advokat- og sagsomkostninger. Det skriver Mediationsinstituttet i en pressemeddelelse.
Interviews med 65 af byggeriets interessenter, primært byggevirksomheder, viser, at garantier, forsikringer og usikkerhedsfaktorer får dem til at indlægge en margin i priserne på 10-12 procent. Hvis dette er repræsentativt for branchen som helhed, er de indirekte omkostninger cirka 20 gange større end de direkte omkostninger, der af Mediationsinstituttets hvidbog fra 2016 blev skønnet til cirka 0,5 procent af omsætningen i byggebranchen.
Selvforstærkende effekt
De indirekte omkostninger stammer ifølge Mediationsinstituttet fra forsinkelser, likviditetsklemmer, afskrivninger, kvalitetsforringelser, omdømmetab, nedsat omsætningsevne og i nogle tilfælde konkurser.
Disse faktorer forhøjer byggeriets samlede omkostninger og presser således yderligere branchens beskedne profitabilitet, som gennemsnitligt var 6,7 procent i perioden 2008-2014. Derudover har de indirekte omkostninger en selvforstærkende effekt, da eksempelvis forsinkelser og kvalitetsforringelser ofte lægger kimen til nye konflikter, lyder det fra Mediationsinstituttet.
Mange byggevirksomheder og øvrige interessenter inden for byggeriet efterspørger derfor nye konfliktløsningsmetoder, der kan forhindre eller reducere både de direkte og indirekte omkostninger ved byggekonflikter.