Stor udvikling hos gammel elinstallatør
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Høyrup & Clemmensen beviser, at selv om en virksomhed er over 100 år gammel, kan den sagtens være på forkant med den teknologiske udvikling.
Tekniq-rapporten "Installation 4.0" sætter fokus på nye teknologier og deres betydning for installationsbranchen frem mod 2025. Her fremhæves det blandt andet, at installatører bør tænke i helhedsløsninger og øget specialisering for at udnytte de nye teknologier. Derfor skal installatørerne i højere grad levere helhedsløsninger til kunderne, hvor virksomhederne både står for rådgivning, installation og service.
Dette har en københavnske elinstallatør, Høyrup & Clemmensen, haft fokus på i mange år.
- Vores kunder efterspørger løsninger, hvor rådgivningen er en central del, og derfor er vores virksomhed bygget op omkring det. Det er en af de kerneværdier, som både vores service-, sikring- og BMS-afdeling bygger på. At følge med i udviklingen er alfa og omega i forhold til rådgivningen af kunderne, siger Søren Østergaard, chef for forretningsudvikling og medejer af Høyrup & Clemmensen, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:
- Vi fungerer som en sparringspartner og ikke bare installatør, og derfor tilbyder vi kunderne en samlet løsning. Ved både at tilbyde rådgivning, installation og service kan vi imødekomme vores kunders behov og tilpasse vores løsninger til den enkelte kunde. Vi er certificeret i flere produkter og teknologier og er derfor i stand til at integrere de forskellige teknologier på tværs af systemer og producenter.
Intelligente løsninger
I rapporten udpeges seks teknologier, som vil præge installationsbranchen frem mod 2025. Dette er for eksempel intelligente bygningsinstallationer samt energiteknologier. Høyrup & Clemmensens fortæller, at deres kunder allerede har glæde af disse teknologier.
En intelligent bygningsinstallation er en avanceret elinstallation, der gør det muligt at styre bygningens belysning, varme, ventilation, køl og sikringsanlæg via en central enhed. En sådan installation har Høyrup & Clemmensen blandt andet installeret på 75 skoler og idrætsanlæg i Københavns Kommune, hvor der er blevet etableret et virtuelt runderingssystem for klasseværelser, møderum og sportsfaciliteter. Installationen har gjort det muligt for Københavns rådhusvagt at være pedel på de 75 skoler og idrætsanlæg på samme tid fra kontrolrummet på rådhuset.
Høyrup & Clemmensen installerer desuden intelligent bygningsautomation på Hvidovre Hospital, hvor lys, varme og ventilation på patientværelserne kan reguleres automatisk. Desuden kan patienterne selv styre loftlys og sengelampe, trække gardinerne for eller fra, se tv, bestille mad og gå på internettet.
Energiteknologier
Rapporten fra Qvartz beskriver også, hvordan grøn energi er en af de udfordringer, der vil præge installationsbranchen i fremtiden. I erkendelse af dette samarbejder Høyrup & Clemmensen med Sustain Solutions for at kunne tilbyde sine kunder nye grønne og finansierede løsninger. Desuden varetager Høyrup & Clemmensen el-entreprisen i Danmarks største ESCO projekt på Hvidovre Hospital.
- Vi går meget op i at skabe klimavenlige løsninger, som også giver vores kunder en bæredygtig, grøn profil. Vores erfaring viser, at der som regel er et stort potentiale for at reducere energiomkostningerne ved en gennemgang af de tekniske installationer og kortlægge energiforbruget, som vi har været med til på Hvidovre Hospital, siger Søren Østergaard.
Efteruddannelse
Selvom Høyrup & Clemmensen føler sig godt rustet til fremtiden, påpeger Søren Østergaard, at rapporten giver stof til eftertanke, og at udviklingen går så stærkt, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene.
- Det er vigtigt, at vi i hele organisationen følger med udviklingen. Derfor lægger vi stor vægt på efteruddannelse af vores medarbejdere. Det er afgørende - også når vi i fremtiden skal favne den teknologiske udvikling, siger Søren Østergaard.