Facebook i arbejdstiden er helt naturligt
Erhverv | Af Torben Jastram |
På de fleste arbejdspladser må medarbejderne bruge privat e-mail og Facebook i arbejdstiden. Kun syv procent af arbejdspladserne har et decideret forbud mod at logge på sociale medier eller tjekke private mails, mens man er på arbejde, viser undersøgelse fra IDA.
Flere og flere bruger Facebook og andre sociale medier i arbejdsøjemed. Og på langt de fleste danske arbejdspladser er der frit slag for logge på sociale medier eller tjekke sin private mail. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA.
I undersøgelsen svarer flere end hver anden - 52 procent - at de gerne må gå på nettet eller logge på sociale medier i privat øjemed i arbejdstiden, og der er mere eller mindre løse regler for, hvor meget tid, de må bruge på det.
Langt de fleste mennesker er ansvarlige og kan godt finde ud af administrere deres tid, så de når det, de skal nå i løbet af en arbejdsdag.
Formand Juliane Marie Neiiendam
Ansattes Råd i IDA
28 procent svarer, at der ikke er regler for den slags på deres job. Blot 7 procent svarer, at det slet ikke er tilladt at bruge internet, mail eller sociale medier til private formål i arbejdstiden.
Helt naturligt
At der i så stor stil er frit slag til at logge på sin private mail og sociale medier i arbejdstiden er kun naturligt, mener Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA. Det er blevet en fast del af vores hverdag at tjekke op på omverdenen med få klik på skærmen i og med, at flere og flere går rundt med en mobil i lommen.
- Langt de fleste mennesker er ansvarlige og kan godt finde ud af administrere deres tid, så de når det, de skal nå i løbet af en arbejdsdag. For mange er det også en del af jobbet, at man er aktiv på de sociale medier, da mange virksomheder har en forventning om, at deres medarbejdere profilerer deres arbejdsplads og agerer en slags ambassadør, som skal nå ud til kunder, samarbejdspartnere og andre vigtige netværk, siger Juliane Marie Neiiendam.
- Det bliver kun problematisk, hvis alle ens pauser også foregår bag en skærm. Så er det måske bedre, at man går en tur og får noget frisk luft, siger hun.