Københavns boligmarked på vej ind i produktboble
Byggeri | Af Kim Ebbesen |
Risiko for, at hovedstaden kun bliver for folk uden børn, er overhængende, advarer direktør i rådgivningsvirksomheden Exometric.
Udvalget af nye boliger i hovedstaden er for ens og for dyrt. Konsekvensen er, at københavnere i højere grad end før overvejer at flytte ud af byen, viser nye tal.
- Vi ser en risiko for, at kun folk uden børn har råd til at bo i hovedstaden. Forstæderne både vest og nord for København trækker i børnefamilierne, siger Henrik Sørensen, adm. direktør og partner i rådgivningsvirksomheden Exometric.
Nye tal fra Exometric viser, at boligmarkedet i hovedstaden kan være på vej ind i en produktboble, ikke at forveksle med en boligboble, som flere, blandt andre Nationalbanken, har advaret imod.
Forklaringen er ifølge Exometric, at udvalget af nye boliger i hovedstaden er blevet for ensartet og for dyrt. Det kan blandt andet aflæses på, at væksten i tilflytning til København langsomt er begyndt at falde - og at et stigende antal københavnere overvejer at flytte væk.
Ifølge Exometrics analyser bygges der i hovedstaden lige nu stort set kun bygges tre-værelses lejligheder, fordi den type boliger vurderes til at have en reduceret risiko. Men det lever ikke nødvendigvis op til den fremtidige efterspørgsel i markedet.
Vækst i lavere tempo
Den faldende vækstkurve bekræftes også af nye tal fra Exometric, der viser, at københavnere i dag typisk overvejer mellem fire og fem steder, hvor de potentielt godt kunne tænke sig at flytte hen - uden for København. Det tal var for to år siden under tre, fordi de fleste københavnere havde meget svært ved at se sig selv andre steder end netop København.
- København vokser stadig, men væksten er gået en smule ned i tempo. Det er ikke overraskende for os, for på grund af de høje boligpriser er der kommet en ny, forøget prisfølsomhed, der giver en orientering mod alternative steder at flytte hen,siger Henrik Sørensen.
Prisstigningerne på boliger i København betyder, at det bliver stadigt vanskeligere for familier og par med to gennemsnitlige lønninger at komme ind på boligmarkedet. Og de par, der får børn, og dermed brug for mere plads, søger i stigende grad ud af byen, tilskyndet af stadig mere relevante prisalternativer projekter i forstæderne.
- Disse kræfter betyder, at der kommer til at ske en polarisering i København. Byens beboersammensætning ændres efterhånden som byen bliver mere komprimeret. Det betyder, at vi i højere grad vil se byen komme til at bestå af par uden børn, det gælder både unge og ældre. De er de groft sagt de eneste, der vil være i stand til at honorere de stadig højere boligpriser. På den måde er København ved at få karakter af en reel storby i stil med London, Paris og New York - for nu at overdrive pointen, siger Henrik Sørensen og fortsætter:
- De høje kvadratmeterpriser betyder, at folk vælger at bo i mindre boliger. Det viser sig ved, at efterspørgslen efter mindre boliger på 50-65 kvadratmeter er stigende, ikke kun til singler, men også til par, fortsætter Henrik Sørensen.
Mangler forskellighed
Exometrics tal viser at den stigende prisfølsomhed samtidig gør nye boligformer i nabokommunerne uden for København attraktive for københavnerne og folk, der eller gerne ville bo i København.
- Vores analyser viser, at der er behov for at man både i byplanlægningen og projekter sikrer en større differentiering, hvis man vil fastholde børnefamiliers muligheder for at bo i byen. Det er nødvendigt at sørge for, at der er forskellige produkter boliger at vælge imellem, som rammer forskellige målgrupper, lyder advarslen fra Henrik Sørensen.
Han opfordrer Københavns Kommune til at genoverveje sine plankrav.
- Beslutningstagerne må acceptere, at der bygges en større andel små boliger. De må opgive de restriktioner, der betyder, at nogle grupper simpelthen ikke har råd til at bo i byen. Det kræver, at de er mere large med både byggeprocenter og plankrav. Jeg er meget bekymret på målgruppernes vegne, der er brug for en større spredning, især når det kommer til billigere boliger, siger Henrik Sørensen.