Naturfond sætter spot på FSC-træ
Erhverv | Af Torben Jastram |
Nyt samarbejde mellem Aage V. Jensen Naturfond og FSC Danmark skal styrke arbejdet med fondens indkøbspolitik for bæredygtigt træ.
Udsigtstårne, hegnspæle, broer, informationstavler, m.m. er de typiske træ-elementer i Aage V. Jensen Naturfonds projekter, og det kan blive til store mængder træ, når fonden laver tiltag, der både skal forbedre naturen og mulighederne for at opleve den.
Fonden indkøber store volumener af træ, når der etableres naturprojekter i Danmark og fonden ønsker, at disse indkøb skal stå mål med de grønne ambitioner i selve naturprojekterne.
- I Aage V. Jensen Naturfond er vi meget bevidste om vores påvirkninger som følge af vores forvaltning og anlægsaktiviteter ? både lokalt og i forhold til oprindelsen af anvendte materialer. Derfor vil vi i dialog med FSC Danmark løbende sikre et internt fokus på dokumentation for træs oprindelse og bæredygtighed i vores anlægsaktiviteter, siger Anders Skov, som er direktør i Aage V. Jensen Naturfond.
Samarbejdet mellem Aage V. Jensen Naturfond og FSC Danmark har til formål er at sikre dokumenteret bæredygtigt træ i fondens projekter gennem opkvalificering af medarbejdere. Sammen håber de to organisationer at kunne sætte bæredygtigt træ på dagsordenen bl.a. ved formidling under fondens fremtidige anlægsprojekter.
Bæredygtigt udsigtstårn
Fondens seneste anlægsprojekt er et udsigtstårn ved Vitsø Nor på den vestlige del af Ærø. Til projektet er der indkøbt Douglasgran og lærketræ fra det FSC-certificerede savværk Grønagergård.
- Det er vores erfaring, at hvis man i god tid planlægger sine indkøb, så er der få begrænsninger i forhold til at sikre bæredygtige indkøb. Vi oplever samtidig, at prisen på FSC certificeret træ ikke adskiller sig voldsomt fra øvrigt træ på markedet, hvis der overhovedet er en forskel. Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at gøre det rigtige, siger Anders Skov.
Udsigtstårnet ved Vitsø Nor forventes at stå færdigt til indvielse i juni 2017.
Forankring af bæredygtighed
Hos FSC Danmark ser man ofte, at indkøb af bæredygtigt træ udfordres pga. vanskeligheder med at tilvejebringe dokumentation for træets oprindelse. Hos FSC Danmark mener man, at det nemt kan løses med mere viden og fokus på indkøbssituationen.
Forankring af bæredygtighed i medarbejderstaben er en kontinuerlig opgave. Hvordan sikrer man sig, at leverandøren er certificeret og hvordan sikrer man sig i sidste ende, at det træ der bliver leveret, nu også er certificeret? Det er eksempler vi ofte møder og hvor kæden fra tid til anden hopper af - selv for virksomheder og institutioner med ambitiøse politikker på området, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatschef i FSC Danmark
Håbet er, at samarbejdet kan inspirere andre til også at sætte fokus på bæredygtigt træ i deres træindkøb.