JFP-datter godt i gang
Erhverv | Af Torben Jastram |
Med en omsætning på 57 mio. kroner og et overskud på 4,1 mio. kroner nåede JFP Murer & Tømrer målet for første år som selvstændigt datterselskab i JFP-koncernen.
Det første år med egen direktør og strategi gik helt efter planen for Herning-virksomheden, JFP Murer & Tømrer. Selskabet, der tidligere har været en del af JFP, men nu er skilt ud som et selvstændigt datterselskab, fik i 2016 sin egen direktør og en målrettet strategi.
I det første regnskabsår efter ændringen lyder omsætningen på 57 millioner kroner med et overskud på 4,1 millioner kroner. Året før - under ledelse af JFP - omsatte afdelingen for 48 millioner kroner og lavede et overskud på 3,8 millioner kroner.
Vi forventer fortsat vækst, men den skal være moderat og kontrolleret.
Direktør Mikkel N. Steffensen
JFP Murer & Tømrer
- Vi havde et mål om at nå en omsætning på knap 50 millioner kroner det første år. Det må man sige, at vi har indfriet ganske tilfredsstillende. Så vores mål om at vækste med 30 procent og omsætte for 65 millioner kroner i 2017, er absolut realistisk, siger selskabets direktør, Mikkel N. Steffensen, der i 2016 kom fra et job som projektchef hos JFP a/s.
Stor efterspørgsel
En af de ting den nye direktør hæfter sig ved er, at der er hentet omsætning på opgaver for moderkoncernen, som forventet - men at virksomheden også har lukket en del ordrer for egne og nye kunder.
- Vi har haft mange opgaver for JFP, hvor vi giver den fleksibilitet og stabilitet, som der indimellem kan være behov for på de helt store opgaver - og som giver tryghed og sikkerhed hos JFP. Men samtidig har vi også haft held med at lukke en del opgaver for blandt andet erhvervskunder. Der er stor efterspørgsel på byggeselskaber med en vis volumen til at tage hånd om de mellemstore opgaver, men som samtidig bruger egne håndværkere til opgaverne, siger han og peger blandt andet på, at JFP Murer & Tømrer i øjeblikket er i fuld gang med at opføre nyt domicil for HK MidtVest Midt i Herning.
Flere håndværkere
JFP Murer & Tømrer beskæftiger i dag seks funktionærer samt 31 håndværkere. I begyndelsen af 2016 var det tre funktionærer og 20 håndværkere, mens det er forventningen, at der ultimo 2017 vil være omkring 40 håndværkere fordelt på beton, murer og tømrer.
- Vi forventer fortsat vækst, men den skal være moderat og kontrolleret. Vi har gearet organisationen til den vækst vi planlægger i nærmeste fremtid, siger Mikkel N. Steffensen.
Omsætning skal fortsat findes på fagentrepriser, hovedentrepriser og mindre totalentrepriser i størrelsesordenen op til 30 millioner kroner.
- Vi ønsker et bredt kundesegment bestående af både erhvervs, private og offentlige bygherrer fortsat suppleret med fagentrepriser for JFP. Vi laver både nybyggeri og renoveringsopgaver i Jylland og på Sjælland, og vi kan levere projekt- og entrepriseledelse på begge sider af Storebælt, siger Mikkel N. Steffensen.