Minister: Varmepumper er fremtiden
Energi | Af Niels Johan Juel Jensen |
I Rødkærsbro har man formået at udnytte de lokale muligheder for grøn omstilling, da man er lykkedes med at udnytte overskudsvarmen fra mejeriet i byen til fjernvarmeproduktion.
Med hjælp fra Energistyrelsens rejsehold for store varmepumper og Region Midtjylland har borgere i den midtjyske by Rødkærsbro nu udsigt til at få hjemmet fyldt med lokal, grøn energi, når et nye varmepumpeanlæg tages i brug. Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
- I Rødkærsbro kan de med rette være meget stolte af deres nye anlæg. Elvarmepumper er et vigtigt element i den grønne omstilling væk fra fossile brændsler, da pumperne både bidrager til effektivisering og elektrificering af vores fjernvarmeproduktion. Samtidig anvender fjernvarmeværket overskudsvarme fra det lokale mejeri, og mejeriet bruger biogas fra to gårdanlæg og leverer varme til fjernvarmen - det bliver faktisk ikke meget bedre, og det skal vi have meget mere af i fremtiden, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Gunstigere forhold
Energistyrelsens varmepumperejseholds årsrapport 2016 er netop blevet offentliggjort. En af hovedkonklusionerne er, at regeringens udfasning af PSO-afgiften sammen med tilskudsmulighed via den nye energispareordning betyder, at det fremover bliver gunstigere at etablere varmepumper.
- Det er regeringens klare ambition at fremme varmepumper og udnytte overskudsvarme i højere grad, og derfor glæder det mig, at de tiltag, vi har sat i værk, viser sig at give konkret afkast i omstillingen mod et fossiluafhængigt samfund. Nu ser jeg frem til analysen af afgifts- og tilskudsområdet til sommer, som vil danne grundlag for regeringens stillingtagen til, hvordan vi bedst fremmer udnyttelsen af overskudsvarme og varmepumper yderligere, siger Lars Chr. Lilleholt.