ARCnordic samarbejder med international spiller
Arkitektur | Af Niels Johan Juel Jensen |
Danske ARCnordic indgår strategisk samarbejde med den internationale tegnestue Arrow.
ARCnordic, der har over 30 års erfaring i Danmark, og det mere internationalt basserede Arrow har besluttet at indgå et tæt og forpligtende samarbejde. Det oplyser ARCnordic i en pressemeddelelse.
- Vores fælles mission er at give den danske arkitektbranche det, den mangler - nemlig kombinationen af vores høje internationale niveau indenfor nytænkende arkitektur og ARCnordics mangeårige specialisering og erfaring med mere klassisk dansk arkitektur, byggeteknik og specialiseret byggeledelse, siger Ulrik Raysse, direktør i Arrow, der står bag præstigefyldte projekter i både USA, Irland, Sverige, Dubai og Litauen. Ind til videre har de ikke arbejdet i Danmark, men det laves der altså om på med det nye samarbejde.
Ikke en fussion
Peter Lindholm, direktør i ARCnordic, ser også frem til samarbejdet.
- Vi tror på, at markedet kan se, at når vi forbliver to selvstændige og meget specialiserede firmaer, så bliver vi en stærkere fælles enhed, der skaber merværdi for vores kunder og samarbejdspartnere, siger han og fortsætter:
- Vi kan nu udfylde det tomrum, som er opstået, hvor de traditionelle projekteringsfaser og arbejdsgange ikke imødekommer de risici, som bygherrerollen indebærer i dag - både processuelt, økonomisk og juridisk. At vi nu samler vores specialer gør, at vi bedre kan lytte til, forstå og imødekomme alle bygherrens succeskriterier, og derfra er vejen til værdioptimering og trygge byggeprocesser meget kort.
Både Ulrik Raysse og Peter Lindholm aviser, at en fussion ville have været bedre, da man på denne måde hver især sikrer sine spidskompetencer bedst.
Store ambitioner
Ambitionerne er store for de nye samarbejdspartnere. Det ses allerede nu, da man sammen og i fællesskab med UNStudio fra Holland har budt ind på det nye vandkulturhus på Papirøen, ligesom man er i fuld gang med et konkurrenceprojekt på den 100 millioner kroner store ombygning af Gilleleje Skole.
- Og der er mere på vej, lover Ulrik Raysse, der med fransk far og dansk mor glæder sig til endelig at skulle bygge i Danmark.
- I de seneste 15-20 år har jeg, tidligere som partner hos Henning Larsen og i de seneste fem år i Arrow-regi, rejst verden rundt med store præstigeprojekter. Det har været fantastisk inspirerende og udviklende, men nu glæder jeg mig til endelig at bringe noget af dette hjem til Danmark, siger han.
MIPIM som afsæt
Om blot en uge bliver Cannes i Frankrig det summende centrum, når 25.000 ejendomsfolk fra hele verden samles til den årlige MIPIM-konference, og der vil det nye Arrow + ARCnordic-samarbejde for alvor blive markedsført.
- Vi glæder os naturligvis over timingen, selvom vi nok må erkende, at den er lidt tilfældig, siger Peter Lindholm, der ser frem til at møde både eksisterende og nye samarbejdspartnere i det sydfranske.
- Vi bor på en båd i havnen dernede, og vi har allerede mange aftaler med gæster, der kommer forbi for at høre om os og tale fremtidigt samarbejde. Men har andre lyst til at møde os dernede, så er det bare at kontakte Peter eller jeg, tilføjer Ulrik Raysse.