Vinder fundet af midlertidig kulturby-pavillon
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Vinderen af en åben arkitektkonkurrence om en ny midlertidig pavillon, der skal opføres under Aarhus Kulturbyår er netop fundet. En seks meter høj rund pavillon beklædt med bølgeplader lavet af brugte juice- og mælkekartoner.
En enig dommerkomité har netop udpeget vinderne af konkurrencen Rethink arkitektur, der blev udskrevet i januar af Arkitektforeningen Østjylland.
På 100 timer skulle arkitekter udvikle en midlertidig pavillon til Åparken i Aarhus, der gennem sommeren skal give borgere og gæster en helt ny oplevelse af arkitektur og genbrug.
Arkitekt MAA Marie Joo Thorup og arkitekt MAA Troels Skov-Carlsen vandt foran de 58 andre indsendte forslag med pavillonen 'Rotunda' - en seks meter høj, markant cirkulær formation. Den er opbygget af 16 ens trærammer, som udvendigt beklædes med bølgeplader lavet af brugte juice- og mælkekartoner.
Rotunda vil sætte sit præg på livet i Åparken i Aarhus fra maj til oktober 2017. Under hele perioden vil pavillonen gøre det muligt for alle at opleve Åparken på helt nye måder og samtidig skabe plads til arrangementer.
Dommerkomiteen har valgt at pege på `Rotunda' på grund af pavillonens åbenhed og de muligheder, den inviterer til på stedet. 'Forslaget viser stor elegance og forståelse for, hvordan materialer kan bruges enkelt. Samtidig er der skabt et forslag, der rummer oplevelser både i helheden og i detaljen. Pavillonen opleves som en naturlig del af stedet. Den skærer et hul til himlen og lader skyerne drive forbi,' lyder det blandt andet som begrundelse.
Stor idérigdom
Vinderen blev valgt blandt i alt 59 meget forskellige forslag. Mange forslagsstillere har arbejdet iderigt med udnyttelse af ressourcer og genbrug af samfundets affald.
Den store variation af forslag til pavillonens udformning har ført til meget grundige diskussioner i dommerkomitéen om karakter og brug af RETHINK- pavillonen for 2017, men har også kastet nye idéer af sig til genbrug af materialer.
Ud over vinderforslaget har dommerkomiteen valgt at udpege en 2. og 3. plads samt syv forslag der har modtaget hædrende omtale.
Alle 59 forslag udstilles på Aarhus Rådhus frem til 2. marts.