3D-printet byggeri kan være fremtiden i byggebranchen
Erhverv | Af Kasper Elton Jensen, Energiforum Danmark |
Er 3D-printet byggeri på vej til at disrupte byggebranchen? Det spørgsmål stiller arrangørerne bag en kommende konference, der sætter fokus på den nye teknologi.
En række innovative virksomheder og organisationer er gået sammen om et nyt partnerskab under navnet 3D Printet Byggeri, der med støtte fra Grøn Omstillingsfond har til formål at fremme 3D-printet byggeri i Danmark. Teknologien er allerede blevet anvendt i flere udenlandske byggeprojekter, blandt andet i Shanghai, Manila og Amsterdam, hvor flere bygninger er blevet opført ved brug af 3D-printteknologien.
Sådan fungerer teknologien
Når der tales om byggeprojekter, hvor der anvendes 3D-printteknologi, så er der tale om byggerier, hvor hele eller dele af byggeriet er opført ved hjælp af en 3D-printer. Teknologien går ud på, at større eller mindre genstande fremstilles i en kontinuerlig og automatisk produktionsproces, hvor lag lægges på lag.
I mindre 3D printere anvendes en flydende plastmasse, der printes ud på en printplade, som flytter sig nedad, efterhånden som et nyt lag printes ovenpå. Plastmassen størkner i takt med, at et nyt lag lægges ovenpå, og derved opnås 3D-effekten.
I byggebranchen fungerer teknologien ikke helt på samme måde, fordi man ikke kan anvende en printplade, der kan flyttes nedad, efterhånden som processen skrider frem. I stedet anvendes særlige printhoveder, der flytter sig opad i takt med, at der printes et nyt lag ovenpå. En anden forskel fra almindelige 3D printere er selve printmassen, som i byggebranchen ikke er en plastmasse, men derimod en betonblanding.
Anvendelsen af 3D-printere i byggeprojekter vil ifølge 3D Printet Byggeri betyde kortere byggetid, færre fejl og mindre materialespild.
Konference om teknologien
Man kan høre meget mere om 3D-printteknologien på konferencen om 3D-printet byggeri den 28. februar samt deltage i debatten om fremtidens teknologier i byggebranchen. Konferencen afholdes af 3D Printet Byggeri i samarbejde med InnoBYG på Teknologisk Institut i Taastrup
Program og tilmelding kan findes her.