Pihl & Søn genopstår
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Carsten Mindegaard, ejer og bestyrelsesmedlem i LM Byg A/S, genrejser sammen med en investor og med støtte fra Vækstfonden og Danske Bank virksomheden Pihl & Søn A/S.
Der er sket et bemærkelsesværdigt comeback i den danske byggebranche. I 2013 måtte den over 126 år gamle entreprenørvirksomhed Pihl & Søn lukke og slukke for det, der umiddelbart skulle være sidste gang. Men nu genopstår virksomheden. Det sker med Carsten Mindegaard, ejer og bestyrelsesmedlem i LM Byg A/S, som primus motor og med støtte fra Vækstfonden og Danske Bank. Derudover bliver erhvervsmanden Lars-Christian Brask bestyrelsesformand.
- Pihl & Søn A/S fremstod gennem årtier som en af landets mest anerkendte og kompetente entreprenørvirksomheder. Virksomhedens byggerier står med Storebæltsbroen, Operaen og Skuespilhuset som ikoner i dansk byggeri og tegner billedet af en succesfuld virksomhed, der på ulykkelig vis endte med at brænde fingrene på enkelte, komplekse byggeprojekter ude i verden, siger Lars-Christian Brask i en pressemeddelelse. Han fortsætter:
- Vi er ambitiøse og glæder os over, at vi nu skal genrejse en af byggebranchens mest hæderkronede danske virksomheder og dens unikke ånd. Målet er at være bygherrens foretrukne samarbejdspartner, når det gælder alle former for byggeri, men vi er samtidig meget bevidste omkring, at det kommer til at kræve hårdt arbejde. Vi opererer på den lange bane.
I pressemeddelelsen oplyses det, at Pihl & Søn A/S som nystiftet aktieselskab vil stå uafhængigt og har intet at gøre med afviklingen af det gamle konkursbo og dets kreditorer. Selskabet vil koncentrere alle indsatser mod opgaver i Danmark, og målet er, ikke mindst i konkurrence med store, udenlandske virksomheder, at skabe danske arbejdspladser.
Store kapaciteter
Til at stå i spidsen for Pihl & Søn A/S har Carsten Mindegaard og co. hentet Halldor P. Ragnarsson fra en stilling som divisionsdirektør hos MT Højgaard. Han har arbejdet i Pihl & Søn A/S siden 1982 - både som direktør for Danmark fra 2001-2012 og som administrerende direktør for koncernen fra 2012-2013 - samt været formand for Dansk Byggeri fra 2009-2012. Han starter som administrerende direktør i Pihl & Søn A/S senest den 1. august 2017, idet han er bundet af en konkurrenceklausul fra MT Højgaard.
- Halldor P. Ragnarsson er anerkendt som en af byggeriets største kapaciteter, der op gennem 1990'erne og frem gjorde anlægsentreprenøren Pihl til en førende dansk byggeentreprenør. Vi er stolte over, at han vil stå i spidsen for dette meget ambitiøse projekt, siger idémand og ejerleder Carsten Mindegaard og fortsætter:
- Halldor P. Ragnarsson er værd at vente på.
Vækstfonden støtter genrejsningen af Pihl & Søn A/S. Jonas Kristiansen, erhvervskundechef hos Vækstfonden, uddyber:
- Vi kender Carsten Mindegaard fra tidligere samarbejder. Han har en høj succesrate, og vi er overbeviste om, at han med sin medinvestor og Halldor P. Ragnarsson får succes med dette ambitiøse projekt.
Udover støtte fra Danske Bank og Vækstfonden er M.J. Eriksson Holding også med i genrejsningen som aktiv medinvestor. Den landsdækkende anlægsentreprenør er således en del af ejerkredsen.