Region Midtjylland skal betale erstatning
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Region Midtjylland skal betale 828.140 kroner i erstatning i en tvist om det kommende psykiatrihospital i Aarhus.
Klagenævnet for Udbud har afgjort, at Region Midtjylland skal betale 828.140 kroner i erstatning som resultat af en årelang strid med konsortiet Team OPP. Det skriver Finans.
Sidstnævnte valgte at klage over udbuddet af milliardbyggeriet af det psykiatriske hospital ved Det Nye Universitetshospital (DNU), efter opgaven gik til den anden byder, Team KPC. Klagenævnet gav Team OPP medhold i, at regionen havde overtrådt udbudsreglerne, og nu er erstatningens størrelse altså også blevet fastslået. Erstatningskravet lød i første omgang på 16,8 millioner kroner, men beløbet endte med at blive væsentligt lavere.
- Nu skal vi finde ud af med vores rådgivere, hvordan vi deler ansvaret imellem os, men vi har som region selvfølgelig et ansvar, fordi det er os, der har indgået aftalen, men det er vores rådgivere, der har lavet fejlen i selve materialet, siger Anders Kühnau (S), næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland, til Finans.
Team OPP bestod oprindeligt af flere forskellige parter, heriblandt DEAS, Sampension og PensionDanmark samt ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, men det var kun sidstnævnte, der krævede erstatning.