Freja sætter 10 ejendomme til salg
Erhverv | Af Torben Jastram |
I dag sættes en stribe meget forskellige ejendomme til salg, som alle har det til fælles, at de tidligere har tilhørt Staten.
Et klassisk tinghus fra 1800-tallet, et tidligere børnehjem og en stor moderne undervisningsinstitution.
Der er flere historiske og smukke bygninger blandt de ejendomme, Statens ejendomsselskab Freja i dag sætter til salg. En af de helt store perler er tinghuset i Svendborg, der både har fungeret som byens rådhus, politistation og senest domhus og arresthus.
Der er tale om en smuk historisk ejendom, som ligger centralt i Svendborg med kort afstand til stationen, havnen og byens bibliotek.
Salgsdirektør Jes Rovsing
Freja ejendomme
Ejendommen spænder over 3.266 etagemeter, der er fordelt på de klassiske lokaler i hovedbygningen og en række moderne kontorlokaler i en nyere tilbygning.
- Der er tale om en smuk historisk ejendom, som ligger centralt i Svendborg med kort afstand til stationen, havnen og byens bibliotek. Tilbygningen er først kommet til mange år senere, men er vellykket integreret med den historiske bygning. Fra den nye tilbygning er der udsigt udover den store parklignende have, der følger med ejendommen, fortæller salgsdirektør i Freja ejendomme Jes Rovsing på Frejes hjemmeside.
To Odense-ejendomme
Det tidligere børnehjem i Odense på Rømersvej 3 er også sat til salg. Ejendommen blev oprindeligt bygget til byens fattige børn og blev i 1970'erne omdannet til seminarium.
Sidenhen er ejendommen blevet udvidet i flere omgange og har blandt andet en ny moderne sportshal fra 2002. Rømersvej 3 sættes til salg, fordi UCL Lillebælt seminariet samler sine aktiviteter andetsteds i byen nær Cortex Park i Odense M.
Samlingen af UCL's aktiviteter har også medført salget af en anden markant ejendom i Odense - nemlig Blangstedgårdsvej 4. Ejendommen blev oprindeligt opført til Fyns Stiftstidende, men blev totalt ombygget i 2004 til undervisningsformål. Ejendommen spænder over 13.063 m2 og ligger tæt på Rosengårdscentret, IKEA og BILKA. Når letbanen åbner, vil der kun være 500 meter til nærmeste stop.
- Vi glæder os til at vise ejendommene frem. Der er jo tale om to meget forskellige ejendomme i Odense, som nok skal vække interesse. Ejendommen på Blangstedgårdsvej er i virkelig god stand. Det tidligere børnehjem på Rømersvej 3 er ligesom retsbygningen i Svendborg en klassisk ejendom med mange flotte detaljer. Her kan en virksomhed eller kursusejendom få nogle virkelige herskabelige rammer, slutter Jes Rovsing.
Udover de tre nævnte ejendomme er der blandt andet også en klassisk toldbygning på Ærø til salg, et politikontor i Herlev og en tidligere universitetsbygning i Roskilde.
Alle 10 ejendomme kan ses på Frejas hjemmeside under ejendomme.