PKA medfinansierer Enghave Brygge med milliardbeløb
Byggeri | Af Torben Jastram |
NPV accelererer udviklingen af Enghave Brygge med PKA-aftale på 1,2 milliarder kroner.
Med en finansieringsaftale med PKA har NPV sikret kapitalen til opførelsen af de tre boligøer i Københavns Havn, som selskabet erhvervede for godt et år siden af JM Danmark.
Salget af den første af de tre øer, der er en del af den nye attraktive kanalby på Enghave Brygge, er kommet godt fra start med 70 solgte boliger på otte måneder.
Aftalen med PKA sikrer, at byggeriet af de tre sydlige boligøer kan igangsættes samtidig ...
Direktør Jens Schaumann
NPV
NPV forestår i forvejen opførelsen af de tre nordlige naboøer og har således i alt seks øer med godt 120.000 kvadratmeter boliger under udvikling. Byggeriet af 191 lejligheder på den første nordlige ø, Kærholm, er klar til indflytning i februar 2017 og fremefter.
- Finansieringsaftalen med PKA er en meget stærk og strategisk løsning. Pensionsselskaberne har dygtige ejendomsfolk med stor indsigt i byggeri og byggefinansiering. Fast ejendom er samtidig en kerneforretning for pensionssektoren, som dermed har en strategisk langsigtet tilgang til ejendomsfinansiering. Aftalen med PKA sikrer, at byggeriet af de tre sydlige boligøer kan igangsættes samtidig, hvilket er en stor fordel byen København og ikke mindst for bydelens mange nye beboere, som kan se frem til et hurtigt byggeforløb, siger direktør Jens Schaumann, NPV.
Mere fart over projektet
NPV forestår udviklingen af Enghave Brygge i samarbejde med stærke kapitalpartnere, som sammen med NPV muliggør en robust kapitalstruktur med en meget betydelig egenkapital. En pensionskasse opnår dermed en meget høj grad af sikkerhed for sin finansiering.
Med PKA's tilsagn om 1,2 milliarder kroner kan NPV accelerere udviklingstakten på Enghave Brygge og fremskynde byggeriet af 430 lejligheder og 40 rækkehuse.